Jeg lå og sov og vågnede op, da jeg hørte min søsters stemme kalde på mig med en hvisken. For hun er kun fem år gammel, og jeg er syv, og min vigtigste opgave er at hjælpe hende og beskytte hende og vise hende, hvordan man gør, så når hun har brug for mig, kommer jeg flyvende. Jeg åbnede øjnene, men kunne ikke se noget. Det var stadigvæk nat, og der var meget mørkt i værelset. Jeg kunne mærke hendes hånd på min arm og spurgte:
– Hvad er der sket?
– En ond drøm, svarede min søster. Jeg kom i tanke om alle de onde drømme, jeg havde haft, og det løb mig koldt ned ad ryggen.
– Det er væk nu, forklarede jeg.
– Der var en mærkelig larm og også skygger, sagde min søster.
– Jeg kender det godt. Men nu er det væk, gentog jeg.
– Og monstrene. Der var mange monstre. Store og små og med kløer og sorte tænder. De var så grimme og forfærdelige. Pludselig havde jeg ikke lyst til at være lige dér og snakke med min søster med lyset slukket. Og jeg ved godt, jeg er syv år, men nogen gange bliver jeg altså stadigvæk bange. Især for monstre.
Illustreret af Benji Davies
Læs interview med David Machado her