Struer Kommune består af Struer by med omliggende byer samt halvøen Thyholm. Der er ca. 23.000 indbyggere i kommunen. Der er rig mulighed for at opleve en fantastisk natur.
Tag på sejltur på Limfjorden, oplev Jegindø eller Venø på cykel, tag på kanotur på Kilen eller ud i naturen ved Klosterheden.
Oplev arrangementer og koncerter på Gimsinghoved eller i Folkets Hus. Besøg den verdensberømte fabrik Bang & Olufsen eller se den unikke udstilling om B&O på Struer Museum. Tag på indkøb i Struer eller Hvidbjerg.
Blandt byens kulturelle vartegn skal fremhæves Sarpsborgpigen ved Struer Havn. Skulpturen er udført af kunstneren Kåre Orud. Den norske by Sarpsborg skænkede skulpturen til Holstebro-Struer Havn i 1948 i taknemlighed over de fødevareforsyninger, som de sultende nordmænd modtog udskibet fra Stuer lige efter 2. verdenskrig. I dag er skulpturen Struers vartegn og de 2 byer er den dag i dag venskabsbyer.
I år har Struer fået et nyt kulturelt varetegn. I anledning af Jernbanen i Struers 150 års jubilæum, som blev fejret i efterårsferien 2015, blev der på en meget fremtrædende plads i byen malet et gavlmaleri af lokomotivet Litra D, som har stærk tilknytning til Struer.
Struer Kommune er del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Gå på opdagelse på VisitNordvestjyllands hjemmeside og planlæg dit besøg.