Advarsel: Lavtflyvende piger af Katherine Rundell

Odile kunne kun flyve, når det blæste.

Det var koldt, den dag hun fløj første gang, og sneen var så dyb, at en kat kunne gemme sig i den. Hun havde sin fars frakke på. Den gik ned over hendes knæ, og hun havde rullet ærmerne op, så de hang som en tyk pølse af uld om hendes håndled. Frakken havde engang været mørkebrun som kakaobønner, men nu var farven nærmere som en gammel sko. Den lugtede helt svagt af heste og brænderøg.

Det blæste voldsomt den dag. Det blæste ofte om vinteren oppe på toppen af bjerget; fugle blev blæst op mod klippekanten, slog baglæns vejrmøller gennem luften, mens fjerene dryssede fra deres vinger som konfetti. Måger blæste ind i huset, nogle gange lige ned i hendes skød når hun sad pakket ind i tæpper, og puttede sig i et hjørne og læste i lyset fra kaminen. 

Odile var ikke vild med pludselig at have en ophidset måge som bogmærke, men hendes bedstefar kastede et tæppe over den og trampede ud i natten med fuglen byltet sammen i sine arme. 

„Man skal altid være høflig over for fugle“ sagde han. „De forstår mere, end de lader ane.“

Illustreret af Chris Riddell

Læs interview med Katherine Rundell her