Ingen kan ringe på som Pekka. Han bruger selvfølgelig samme ringeklokke som alle andre, men den lyder højere, når han ringer på. Det klirrer mere, det klaprer og dundrer dybt ind i en, man kan mærke det i tænderne, i knoglerne, når Pekka ringer på, det er lidt som hylet fra en sirene blandet med klokken på en gammel skole, seriøst, det er en helt normal ringeklokke, den lyder bare ikke sådan. Og han ringer selvfølgelig på, indtil man lukker op, ringer som død og helvede uafbrudt, det er Pekkas stil. Jeg vælter ned ad trappen, tager den sidste afsats i et spring og lukker den gispende dør op. Og så står han der i morgengryet, totalt afslappet, tre skridt fra døren, fatter ikke, at han indtil for et øjeblik siden ringede løs, smiler stille og roligt, som om han intet havde at gøre med den brutalt hylende sirene, vipper gyngestolsagtigt på skosålerne, som havde han halvmåner, ikke platfødder, for enden af benene. Han har stukket tommefingrene ind bag remmene på sin giga rygsæk som en anden morfar og sender mig det største smil.
Illustreret af Satoshi Kitamura
Se video med Finn-Ole Heinrich