NÆSTEN HJEMME af B.R. Collins

Vi skyndte os selvfølgelig derned, så hurtigt vi kunne. Det eneste, jeg tænkte på, var at nå frem til hende og holde om hende og fortælle hende, at alting nok skulle gå. Det er ulideligt for en mor at vide, at ens barn har det skidt og samtidig er så langt væk i sådan en situation. Når de er små, er det nemt nok – man kan tørre deres tårer væk og putte plaster på deres skrammede knæ – men når de bliver ældre, føler man sig af og til totalt hjælpeløs. Jeg tror faktisk ikke, man kan sætte sig ind i det, medmindre man selv har børn. Jeg vil aldrig glemme chokket og den fortvivlelse, der ramte mig i det øjeblik: at stå der i den stille gang med telefonen i hånden, mens solen spillede i hoveddørens mosaikvindue, og en stemme mumlede noget om en ambulance, skadestuen, akut scanning … Jeg ved godt, at det er helt irrationelt, men jeg havde det, som om jeg havde svigtet hende. Og kvinden fra sommerlejren var ret ufølsom; ikke, at hun sagde noget konkret, jeg kunne notere ned og udfærdige en klage over, men hendes tone var fuldstændig blottet for deltagelse. Hvis det var mig, der skulle overbringe sådan noget, ville jeg da sørge for at gøre det forsigtigt og betænksomt og ikke kun holde mig til fakta.

Illustreret af Kitty Crowther

Læs interview med B.R. Collins her

Se video med B.R. Collins her.