ALLE VED, AT PETTER ER HOMO af Endre Lund Eriksen

Petter havde klæbet til mig, siden han flyttede hertil sidste efterår. Jeg tror, at jeg var den første, der vekslede et blik med ham i skolegården. Jeg havde vel en eller anden idé om, at jeg skulle være venlig, så jeg smilede til ham og hilste med et nik.

Det måtte jeg så bøde for hver eneste dag derefter. Når han så mig, smilede han og kiggede på mig med strålende øjne, som om vi var SÅ gode venner. Han var så happy og overstrømmende, hver gang han fik øje på mig, at jeg følte mig som en superstjerne. Problemet var bare, at han talte så højt og skingert, at han tiltrak sig en masse opmærksomhed, som jeg helst ville være fri for. Når jeg stod og snakkede med ham, havde jeg en fornemmelse af, at hele skolegården kunne høre, hvad han sagde med den der høje pibestemme, og det var i hvert fald helt sikkert, at ingen undgik at se, at det var mig, han talte med.

Heldigvis gik han ikke i min klasse, så det var mest i frikvartererne, jeg så ham, og så nede på banen når vi spillede om aftenen. Han dukkede op med sit tandpastasmil og de store, strålende øjne og spurgte, om han ikke nok måtte være med.

Illustreret af Jörg Mühle