Piva er en døv høne af Anna Woltz

Jeg ville ønske, at jeg var født uden ører. Så skal man selvfølgelig skubbe håret om bag noget andet. På hver side af hovedet kunne man have en knage, der for eksempel var formet som et elefanthoved. Og så kunne man sætte håret om bag snablen.

Jeg sidder som den eneste stadig ved morgenbordet. Min mor sidder i stuen og spiller klaver, min far sidder ovenpå og hører opera, og Bruno, Finn og Sebas øver i kælderen med deres band. Hele huset larmer – deres hus, tænker jeg vredt. Det føles, som om de alle sammen bor her, og som om jeg bare er gæst.

Men jeg har altså været gæst her i elleve år. Det må være det længste besøg nogensinde.

Jeg lader, som om jeg læser avisen, men jeg kigger egentlig mest på billederne. Indtil jeg pludselig får øje på den her historie: KVINDE (70) OPDAGER, AT HUN BLEV FORBYTTET SOM SPÆD.

Mit hjerte begynder at hamre samtidig med Brunos trommer, mit blod suser fløjtende langs mine ører. For nu forstår jeg endelig, hvad der er i vejen her. Jeg læser historien tre gange, og så bliver jeg siddende, indtil min te er blevet iskold, og jeg har en plan.

Illustreret af Adam Stower