Hun havde redet siden solopgang. Hun havde altid brystet sig af at være en dygtig rytter, men lige nu følte hun ingen stolthed, bare udmattelse. Hun lod sig glide ned ad ponyen, mørkbanket og øm.
Hun følte benene ryste under sig, som om de kunne finde på at give efter under hende. Hun humpede hen og bandt Brownie til en lavthængende, mosbegroet gren og blev så stående og trak begærligt luften ned i lungerne. Den duftede af jord og blade; en lugt af skov.
Det var bare en lille lysning, træerne stod tæt sammen og skyggede for, hvad der måtte være tilbage af dagslys. Jorden var dækket af visne blade, forvredne rødder og grannåle. Kviste knasede under hendes fødder, og en fugl fløjtede en lang, dyb tone et sted højt oppe i trækronerne.
Hun lod sig træt dumpe ned oven på nogle rødder. Var dette det rigtige sted at gøre holdt for natten? Var det for udsat, for tæt på vejen, for fugtigt, for et eller andet, som hun måske ikke engang var opmærksom på? For hundrede og syttende gang den dag ville hun ønske, at hun kendte skovene bedre. Men hun var en ung frøken – ikke skovhugger.
Hun hørte ikke til her.
Illustreret af Joel Steward