Honningbi-kirkegården af Stefan Bachmann

Benny flyttede ind på Hawksdale en hviskende, råkold efterårsdag. Der var ingen for at hente ham på stationen, så han slæbte sin kuffert efter sig op ad den lange, lange indkørsel, bumpende hen over gruset.

„Det var engang et fængsel,“ sagde tante Lucette, da hun åbnede hoveddøren. Hun sendte ham et uroligt blik, så ned på hans ramponerede kuffert og på hans tøj, der ikke var nyt. Benny så op på hende med samme uro. Han var ikke sikker på, hvorfor hun havde fortalt ham det, om det var ment som en god ting eller en advarsel. Han følte sig som en underlig bille, der invaderede hendes skønne, violduftende entré.

„Jeg hører, at du ikke taler?“ sagde tante Lucette, mens hun gik foran ham ind i huset. De passerede en forstue, en spisestue, et bibliotek, før de kom til den bagerste del af huset med små, smalle værelser og støvede paneler. Hun vred sine hænder – benede og blege. „Ikke siden ulykken.“ Benny nikkede, men han gik bag hende, så hun så det ikke. 

Illustreret af Philip Waechter