Terrasse, Frygt

Hver dag når jeg går ud på terrassen, står hun der. Oppe på bakken står hun i sin gule sommerkjole. Glæde på bakken. Det kan jeg godt lide at kalde hende. Hun ser nu ikke glad ud, men alligevel passer det på en eller anden måde godt, det navn. Nogle gange får jeg lyst til at rejse mig og gå op på bakken til hende, men jeg kommer altid på bedre tanker. Somme tider tænker jeg på, om hun mon står der for min skyld. Det er en rar tanke. Også selvom jeg ved, at den ikke er sand.

Engang var jeg ved at komme for sent i skole på grund af hende. Jeg havde stået og kigget på hende længe, så længe at jeg havde glemt, at der var ting, jeg skulle nå. Så var jeg nødt til at gå fra hende. Da jeg kom hjem igen var hun der ikke mere. Jeg så hende åbne døren til huset, der står bag bakken. Jeg så lyset blive tændt i et rum på første sal og slukket igen. Så var den dag altså slut. Jeg undrer mig nogle gange over, om hun er alene i det store hus. Jeg ser aldrig nogen andre end hende gå ind. Det må være ensomt, det der med at bo alene. En morgen var hun der ikke, da jeg kom ud på terrassen. Først troede jeg bare, at jeg var stået tidligere op, end jeg skulle, så jeg satte mig og ventede lidt. Men efter noget tid var hun der stadig ikke. Så gik jeg i skole. Da jeg kom hjem igen, var hun stadig ikke kommet. Om aftenen lige inden jeg ville slukke lyset på mit værelse for at gå i seng, så jeg noget. Der var lys i et værelse. Nu var jeg beroliget. I et øjeblik fik jeg lyst til at gå op til huset, men frygt fik mig til at lade være. Det gør han altid. Hun skulle nok være der, når jeg vågnede i morgen, sagde han. Og han havde ret.

Næste morgen var hun der igen i sin gule sommerkjole oppe på bakken. Sådan fortsætter det. Hver morgen står hun der, og kigger efter noget, og hver dag står jeg her, og brænder efter at komme der op. Indtil i dag. I dag er nemlig anderledes. I dag vil jeg der op. Men alligevel er der noget, der holder mig tilbage. Frygt. Frygt holder mig her. Dag efter dag forsøger jeg at komme der op, og frygt tvinger mig til at blive. Frygt er ikke stor. Han er faktisk ret lille. Men alligevel er han stærk nok til at holde mig her. Jeg prøver at komme væk og blive fri for ham. Jeg vil jo op til pigen på bakken. Men den går ikke. Frygt vil have mig til at blive her, og det må jeg respektere. Måske er det alligevel bedre, at jeg bliver her. Sammen med frygt. Lærer at acceptere ham. Lærer at glemme glæde på bakken. Måske er det bedst sådan.