Sommerferie

“Emma, vil du fortælle hvad du har lavet i din sommerferie?” spurgte frk. Sukkersød. “Okay” sagde jeg og tog en dyb indånding. Det startede da mig og min familie skulle flyve på ferie til Spanien. Vi var ikke så mange i flyet. Højst 10 personer plus besætning. Efter 4 timers flyvning sagde kaptajnen i højtaleren: “Vi er på vej ind i et uvejr. Spænd jer venligst fast og bered jer på en rystetur!” Og pludselig var det som at blive ramt af lynet. Flyets ene vinge var blevet ramt og motoren var gået i stykker. Vi faldt ned mod vandet. Vi faldt i en evighed. Så ramte flyet vandet og knækkede. Febrilsk spændte jeg mig op og svømmede mod det lysende skilt “Exit”. Min mor og far var lige bag mig sammen med de andre passagerer. Mine lunger skreg på luft, men jeg holdt ud.

Endelig brød jeg vandoverfladen. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på en ø. “Kom, mor og far, vi svømmer derhen”, sagde jeg, og begyndte at svømme. De andre passagerer fulgte med. Vi svømmede og svømmede. Endelig mærkede jeg blødt sand under fødderne, og gik i land. Jeg faldt om af udmattelse og lidt efter faldt jeg i søvn…… Jeg vågnede først, da nogen ruskede mig blidt i skulderen. “Ikke nu”, mumlede jeg søvnigt. “Jeg er træt”. Alligevel åbnede jeg øjnene, og kiggede op i min mors bekymrede øjne. “Rejs dig op, Emma” sagde hun. Jeg adlød. Jeg løftede hovedet, og kiggede lige ind i et par gyldne løveIøjne. Skrækslagen tog jeg et par skridt baglæns, og opdagede, at vi var omringet af løver. Min mor lukkede armene beskyttende om mig.

Pludselig hørte jeg en stemme: “Jeg er sulten, hvorfor æder vi dem ikke bare?” “Fordi vi skal skræmme dem! Det er det, der er det sjove”. Først nu gik det op for mig, at det var løverne, der talte. De andre passagerer trak sig skræmte tilbage. Mens jeg gik frem mod løverne. “Nej, Emma, du må ikke”, råbte min mor. Det var åbenbart kun mig, der kunne høre at løverne talte. For de andre lød det som et brøl. “Hej”, sagde jeg til den største løve. “Jeg hedder Emma. Vi vil ikke gøre jer noget. Vores fly faldt ned, og vi kan ikke komme hjem. Vil I hjælpe os?” Løven blev så forbavset, at den satte sig ned. “Hvordan kan du tale vores sprog?”, spurgte den. “Jeg ved det ikke, men vil I ikke godt lade være med at spise os?” sagde jeg. “Okay.” sagde den. “Vi vil gerne hjem. Kan du hjælpe os?" sagde jeg. “Måske. Vent her.” Pludselig kom den slæbende med en båd. “Tusind tak. Er der noget, vi kan gøre til gengæld?”, sagde jeg glad. Den rystede på hovedet. Da alle sad i båden, vinkede jeg til løverne og råbte: “Hav det godt”. Og sådan kom vi hjem igen”, sluttede jeg. “Det må jeg sige”, sagde frk. Sukkersød. “Du har da en livlig fantasi”. “Tjaa måske” sagde jeg, og smilede.