En vinterhistorie

En dåse. To dåser. Tre dåser. Hundrede kattemadsdåser. De skulle alle sammen sorteres efter kvalitet. Hver dag. Hvem der bare kunne hoppe på et fly, række tunge af chefen, og flyve direkte til Hawaii. Ikke Simon. Med denne fart ville han havde tjent nok til at udleve sin drøm om tyve år. Det ville være tyve år hvor han arbejdede med kattemad, som han selv ikke ville drømme om at give sin kat. Det var lang tid. Det var en dansk vinter på sit højeste; Lige akkurat ikke kold nok til sne, men iskolde vinde og tonsvis af regn. Det eneste lys i gaderne var det kolde, flakkende lys fra de få gadelamper. Alle gik med kraven tæt op af halsen, og klokken var tyve over otte på alles ansigter. Men Simon nød den friske luft og gik langsomt. Hvorfor skulle han gå hurtigt? Derhjemme i hans lille lejlighed, ventede der en kvælende lugt af mug, en gnaven kat og tonsvis af regninger.

Pludselig var der noget, som fangede hans opmærksomhed. Han havde mest af alt lyst til bare at gå hjem, men han blev hele tiden trukket tættere på butiksvinduet, hvor det, der tiltrak ham, hang. Det var en plakat. Den nærmest hviskede til ham. Hvem skulle have troet, at der ville åbne et lille rejsebureau her? Billederne var dragende. Det var ikke bare en reklame for et rejsemål, men for dusinvis. Plakaten dækkede hele vinduet. Det var som om, den skinnede. Han blev fuldkommen betaget af billederne. Der var billeder af Kina, Hawaii, Filippinerne, Egypten, Afrika, Indien, Italien og mange andre fantastiske steder. Og alle monumenterne! Det eneste monument Simon havde set, var skraldespandsskulpturen, som stod i fabrikkens gård. Da kom en kat gående. “Smuk plakat, ikke?” Han spærrede øjnene op. “UIundskyld?” sagde Simon forvirret. “Har du aldrig set en talende kat før?” Det spørgsmål syntes Simon var så åndssvagt, at han ikke gad at svare på det. “Nå. Nok snak. Kom med mig, jeg har noget at vise dig,” sagde katten så. “UIundskyld” sagde Simon igen, rimelig tom for ord. Katten mumlede noget med “fatsvage fjols” da den lossede ham direkte ind i plakaten med et yderst velrettet spark.

Det hele snurrede rundt i hans hoved. I stedet for at få ansigtet fladmast mod glasset, dumpede han ned på en italiener. Da italieneren skulle til at slå hans ansigt til stumper og stykker, blev Simon pludselig sendt videre til Kina. Problemet var bare, at han stod på bunden af en sø. Lige da han ikke havde mere luft, blev han sendt til Hawaii. På under et sekund, var han ribbet for de få penge han havde på sig, og havde fået lommerne fyldt op med de lækreste bananer, han nogensinde havde smagt. Da han kom tilbage, sagde katten; “Håber du nød rejsen. Og forresten: Det der kattemadsprodukt, du sorterer, smager ikke særlig godt”. Og så var den væk. Næste morgen solgte Simon alt han ejede og blev banansælger på Hawaii.