Lille spejl på væggen der

Det store fedtbjerg i spejlet kigger på mig med stikkende, dømmende, og vurderende øjne. Elevatorblikket. Op, ned og op igen. Mine lår er som to tykke pølser, der bærer på en kæmpemæssig dunk fedt. Strækmærkerne strækker sig over flere meter på mit legeme. Jeg er grim, utiltrækkende. Jasmin. Jasmin er flot. Velskabt. Alle drengene kigger savlende på hende, som en flok sultne hvalpe. Jeg dømmer dem ikke. Hun har hele pakken. De lange tynde ben, den slanke, markerede mave. Timeglasfiguren. Jeg er bare et æble. Rund. Ingen talje. Fede Sally, der elsker stegt flæsk med persillesovs. Det er mig. Mig. Moi, hvis man vil have den på français. Jeg sætter mig tungt ned på det kolde badeværelsegulv. Pludselige og ukontrollerede tårer glider ned af mine kinder. Jeg snapper heftigt efter vejret og snøfter alt i mig igen. Som vinduespudsere i medisterpølseversion, tør jeg mine tårer væk fra mit fjæs med mine hænder. Jeg rejser mig, børster mine tænder, og tager tøj på.

Jeg går slentrende ned af trapperne. Mor og far er taget på arbejde. Jeg er sulten, men skipper morgenmaden. “Det er det vigtigste måltid på dagen”, siger min mor hele tiden. Jaja. Jeg fik lidt for meget at spise i går aftes, så det går vel. I frugtkurven tager jeg en banan, lidt umoden, præcis som jeg kan lide den. Jeg lægger den i min skoletaske. Frokost. Timerne er langtrukne. Jeg sidder nede bagerst. Nederst i hierarkiet. Øverst i fødekæden, det er i hvert fald det dunken signalerer. Jasmin sidder ved siden af Sarah. Fniser, griner og svinger hendes perfekte blonde hår væk fra hendes veldannet ansigt. Ad. Hun er så perfekt, at jeg kunne brække mig over det. Over hende. Så ville de alle rotte sig sammen og gå imod mig. Så ville de rent faktisk bemærke mig. Lige nu er jeg bare “hende der Fede Sally fra bagerste række”. Det overhørte jeg Sebastian sige. Sebastian er den populære, ligesom Lukas og Stephan. Han spiller fodbold, veltrænet, og han får gode karakterer. Jeg er det stik modsatte. Spiller computer, bærer rundt på en dunk, dårlige karakterer. Drømmebarnet. På vej hjem spiser jeg min banan, og smider bananskrællen i en hæk.

Hjemme og sulten. På køkkenbordet står der en kage, mor bagte i går. Velduftende, veldekoreret. Hånende kigger den på mig. Tallerken, ske, mund. Tallerken, ske, mund. Inden jeg ved af det, er kagen væk. En bølge af ustyrlige tårer overvælder mig. Køkkenskuffe, kniv, håndled. Køkkenskuffe, kniv, håndled. Jeg prøver at undertrykke det. Der er en kamp mellem fornuften og smerten i mit hoved. Smerten vinder. Jeg åbner køkkenskuffen. Langsomt. Mærker det kolde metal mod mine rystende hænder. Rystende skærer jeg et snit i håndleddet. Jeg bløder, jeg sveder, jeg græder. Blod, sved og tårer. Jeg får en sms. Lyden forskrækker mig, og i et smider jeg kniven. “Jeg er snart hjemme, elsker dig. Knus mor”. Jeg samler kniven. Går over til vasken. Jeg svøber kniven i sæbe, og skrubber den med en svamp. Svøber og skrubber.