Koriander

Koriander var så træt af intetheden. Hun stod i skibets udkigspost og iagttog den disede orange solnedgang over det tomme, vindstille hav. Det var et ritual. Koriander havde været alene næsten lige så længe hun kunne huske, og hver solnedgang og solopgang stod hun på samme sted, rank og tavs og ventende på at noget skulle dukke op og forstyrre den nådesløst skarpe linje mellem himmel og hav. Det var ikke sket endnu. Til sidst havde mørket lagt sig som et klaustrofobisk, tungt tæppe over det lille skib. Der var ingen stjerner. Koriander havde aldrig set stjerner. De var evigt gemt under en grådig, uigennemtrængelig tåge, men hun havde set billeder af dem.

Koriander havde én bog, det vigtigste hun ejede. Det var en gulnet billedbog med falmede fotografier af nattehimlen: glitrende skyer af lys under en mørk, klar himmel. Billederne var selvfølgelig taget Før. Der hvor alting var lyst og klart. Før havde der været jord imellem det evige hav. Før havde der været en mor og en far, men nu var der ingen. Nu var der bare Koriander, og tågen, og den evige stilhed. Skuffet, men ikke overrasket, klatrede Koriander ned ad rebstigen. Hun sikrede sig at skibet ville sejle videre hele natten. Så gik hun ind i sin kahyt og lagde sig til at sove. Hun drømte om en mor, og en far, og uendelige, klare, stjerner.

Koriander vågnede med et sæt. Hun trak sig selv ud af den søvnige døs og satte sig op. Der var noget galt. Det tog hende nogle sekunder før hun så det: hele rummet var badet i et skarpt, hvidt lys - næsten blændende - der tændte og slukkede med jævne, regelmæssige mellemrum. Koriander styrtede op ad sengen og ud af kahytten. Oppe på dækket var lyset endnu mere blændende og Koriander kneb øjnene sammen. Hun tvang blikket hen mod det lysende objekt. Da det slukkede så hun hvad det var. Et fyrtårn. Med lys i. Koriander stod lammet og halvblind på dækket af sit lille skib og vidste ikke om hun skulle le eller bryde sammen i gråd. Med en hurtig beslutsomhed begyndte Koriander at bevæge sig igen. Hun løb ind i kahytten og fandt bogen fra Før med stjernerne. Hun lagde den forsigtigt ind i jakken. På siden af skibet hang en lille, gammel, redningsbåd. Koriander skubbede den i vandet og sprang så i bagefter så vandet skvulpede til alle sider. Og så roede hun.

Med de hårde kanter på den lille bog med stjernerne presset ind mod sine ribben, og det skarpe lys fra fyrtårnet skærende igennem den ellers så uigennemtrængelige tåge og ind i hendes øjne, roede Koriander som hun aldrig havde roet før. Hun roede, og roede og hele tiden kom fyrtårnet, håbet i tågen, tættere og tættere på. Og så pludselig stødte den lille båd ind i stenene. Med skælvende ben steg Koriander ud af båden og op på land for f �rste gang.