Jeg er en maskemager. Jeg laver ikke masker af træ, eller porcelæn, men af følelser, udtryk og opførsel. Da jeg var lille, opdagede jeg noget, som kom til at have indflydelse på mig resten af mit liv. Ser du, mine venner forsvandt, langsomt sivede de ud af mit liv. De forsvandt hen til nogen der bedre opfyldte deres krav. Til mennesker der bedre opfyldte deres illusion om den perfekte ven. Så fik jeg en ven. Hun var alt hvad jeg ønskede fra en ven. Jeg var glad og tilfreds med mit liv.
Men en aften blev denne stillestående tilfredse tilstand knust. Vi mødte nogen af hendes venner ude på gaden. De talte lidt sammen, grinede af dårlige jokes. Intet stort. Alting var som det nu er, når man møder folk på gaden. Det der virkelig chokerede mig var, hvor anderledes hun opførte sig. Jeg havde aldrig set denne side af hende. Der indså jeg, at den eneste måde virkelig at behage folk med ens tilstedeværelse, er at ændre ens opførsel så den passer til deres ønsker.
Jeg forlod min ven, og valgte at rejse ned af en sti af masker. Jeg startede småt. Med simple mennesker, jeg lavede en maske til hver person. Jeg observerede dem, fandt deres inderste ønsker, og opfyldte dem. Jeg blev til den perfekte person. Alle følte det, som jeg følte med min ven. Glad og tilfreds. Jeg begyndte at kede mig med simple mennesker, deres ønsker var nemme at opfylde. Jeg gik videre ned af min sti af masker. Jeg fandt folk med dybe psykiske problemer, jeg hjalp dem, ved at være den perfekte ven, de altid havde ønsket sig. Så fandt jeg folk med de mest sindssyge ønsker, som en adrenalin junkie, eller en person med en mørk fortid.
Jeg lavede den ene maske efter den anden. Jeg kunne behage enhver. Der var aldrig nogen der forsvandt mere. Mine masker var perfekte. En dag mødte jeg en person. En person som ikke blev behaget af mine masker, en der ville se hvordan jeg virkelig var. En der ikke kunne stille sig tilfreds med min optræden. Hun ville ikke havde den perfekte ven, hun ville have en ægte ven. Hun prøvede at rive min maske af med sine klør. Hun ville se mit ansigt.
Men ingen skal se hvad der ligger under masken, ikke engang mig selv.