Drømmerejsen

”Valdemar, Valdemar – se, hun er der igen!” ”Hvad nu, Lis?”

”Jamen Valdemar, kig! Hun bevæger sig!”

”Lis for fa’en det kan ikke passe, at du skal blive ved med at vække mig midt om natten, bare fordi du ser syner. Det er dig selv, Lis!”

”Mig selv?”

”Okay Lisa, hvis det her nonsens bliver ved, hænger jeg maleriet i stuen.”

Åh, hvor jeg i dag fortryder min hårde tone, tænkte han, mens han kiggede på maleriet, som hang ved kanten af sengen. Ikke så længe efter døde hun. Han savnede hende, men han blev nødt til at tage sig sammen. Han kunne ikke bo i det gamle hus længere. Det var på tide at komme på plejehjem. Han var så småt begyndt at rydde op, så han ikke skulle overlade det hele til sine børn. Han havde været igennem kælderen, stuen og kontoret. Han var nu kommet til soveværelset. Et sted han helst ville undgå at komme. Han sov aldrig derinde mere. Det var for deprimerende. Han kom der kun, hvis han havde brug for at kigge på maleriet. Hvad var det egentlig, der skræmte Lis?

Det var et maleri, han havde malet af Lis, dengang de var unge og levende. På maleriet stod hun med ryggen til, mens hun kiggede ud over havet. Sjovt nok havde han altid haft lyst til at hænge maleriet i stuen for, at Lis ikke skulle få mareridt længere, men nu var det den sidste ting han ville flytte nogen steder hen. Han stirrede længe på det. Så besluttede han sig for at pille det ned alligevel, for måske med lidt held kunne han få det med på plejehjemmet. Langsomt løftede han det store, men dog lette maleri ned fra væggen. Han stivnede. Valdemar havde altid haft store runde briller på, hvor øjnene blev forstørret, men denne gang var det ligesom brillerne nærmest sprang. Der var ikke nogen støvet væg bag maleriet. Der var en smal gang. Sort, intet lys. Siden hvornår skulle der være kommet et hul i væggen? Han skyndte sig at hænge maleriet tilbage på plads. Han gik med hastige skridt ind i stuen, satte sig tungt ned i sofaen og rettede på sine utroligt runde briller. Han havde stadigvæk en sjat kaffe tilbage fra morgenstunden. Han slubrede den i sig. Tanker fløj rundt som flagermus på nattehimlen inde i hans hoved. Han udstødte et lille ”hov” og så sagde han højt og bestemt: ”Jeg skal sove der i nat for sidste gang!”

Da det var begyndt at blive aften, blev han en smule urolig. Han så slutningen på sit yndlingsprogram og listede ind i soveværelset. Han stod først et par minutter i døråbningen, og stirrede. Var det her nu også en god idé, tænkte han. Han tog en dyb indånding, og lagde sig på sengen. Det varede ikke længe før han faldt i søvn. Han kunne pludselig h �re en hvisken. ”Valdemar, Valdemar kom.” Stemmen blev ved med at gentage ordene. Maleriet lyste op, og førte ham ind i det. Unge Lis bevægede sig og vinkede. Hun vendte sig om, og rakte sin hånd frem til ham. ”Valdemar, tag min hånd og kom med.” Olgas knold på hovedet rystede mere end sædvanligt. Hun blev helt skeløjet, mens hun kiggede på skemaet med plejehjemsbeboerne. ”Sig mig, var det ikke i går ham Valdemar Rosendahl skulle være flyttet ind?”