Den sidste rejse

Hun kunne høre vingernes kraftige slag, endnu før hun kunne se ham. Hendes øjenlåg var tungere, end hun kunne bære. Såret lige under hendes ribben blødte voldsomt, mens den store bjælke lå tværs over hendes bryst. Den var faldet ned over hende, men ingen havde hørt hverken da muren væltede, eller da hun skreg. Over hendes ben lå nogle tunge murbrokker, og hun kunne ikke rykke sig uden også at slå dem til blods. Hun trak vejret hurtigere, end hendes trykkede ribben kunne nå at følge med. Smerten var næsten uudholdelig, men tanken om at firmaejeren ville sulte og piske familien, var værre endnu.

Skyldfølelsen samlede sig i brystet, ikke langt fra der hvor den usigeligt tunge bjælke nu lå og havde revet hul i hendes hud. Hun hulkede, og det blev endnu sværere at trække vejret. Gennem sine øjenlåg kunne hun se lyset fra hans glorie, og kort efter mærkede hun hans hænder, så let som vejede den lige så lidt, som de tæpper hun havde vævet de sidste mange år af sit liv, løfte bjælken. Hun trak vejret i korte og uregelmæssige gisp. Hendes i forvejen slidte trøje blev gennemblødt af blodet, der nu frit kunne strømme, fordi bjælken var væk. Englen fjernede murbrokkerne fra hendes ben, og da hun prøvede at bevæge dem, skreg hun i smerte. Hun gispede og hostede da hun kunne mærke støvet fra murbrokkerne kradse i halsen.

Englen tog hende i sin favn, i samme øjeblik som hun pustede ud en sidste smertefuld gang. Endelig var hun befriet fra sin smerte, men skylden gnavede stadig på hendes ustabile sind. Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede direkte ned på en lille, underernæret og lemlæstet pige, med blodet stadig let rindende ud fra et stort sår lige under venstre ribben. Hendes ben var tydeligt brækkede flere steder, og hendes ansigt var fortrukket i hendes sidste åndedræts smertefulde grimasse. Pigens lysebrune hud var blevet næsten hvid af støvet fra cementmuren, der var væltet ned over hende. Over hele hendes krop var der rifter og sår, og hendes hånder var fulde af vabler, selvom de mange års arbejde på tæppefabrikken havde gjort hendes hud hård. Hun vendte tilbage til skyldfølelsen, der tyngede hele hendes krop og væltede op i hendes som tårer.

“Det er ovre,” sagde englen blidt til hende, og hun prøvede gennem sit tågede blik at fokusere på hans venlige ansigt. “Hvor er vi på vej hen?” Hendes stemme var spinkel og grødet, men den havde heller ikke været brugt i lang tid, for ingen havde haft overskud til at høre hende tale, så til sidst var hun holdt op. “Til et sted du helt sikkert vil synes om,” “Lover du det?” Hun turde næsten ikke håbe, men den hvidklædte engel virkede troværdig nok. Skyldfølelsen bølgede væk under hende, som blodet havde sivet ud af hendes kvæstede krop, da englen smilte til hende. Hun slappede af i hans sikre favn, på vej til et bedre sted.