Den magiske papkasse

Jeg ved egentligt ikke rigtigt, hvor den kommer fra. Måske fra en anden verden med frøer, der bliver til prinser, og riddere, der kæmper mod ildsprudende drager så store som bygninger eller måske fra en anden galakse, hvor grønne rummænd suser mellem de mange milliarder stjerner, eller måske er den bare fra dengang, hvor mor købte de der reoler i IKEA, men det vigtigste er, at den er her nu. For det er nemlig min papkasse, ikke store Brian fra børnehavens eller Merete fra andens, nej det er min og kun min i hele den store hvide verden. Det er den største og flotteste i verden, men først og fremmest er den magisk. Den kan nemlig føre en hen lige, hvor man har lyst til. Om det så er til den store ostemåne eller til havets bund. Jeg har nemlig været alle de steder med den.

Det kan godt være, at den ser lille og kedelige ud udefra, men inden i er den ligeså smuk som et slot. Med guld og diamanter så skinnende som min fars skaldede hoved. Med sale så store som fodboldbaner og slik i uanede mængder; lakrids, vingummibamser, chokolade, skumfiduser, alt hvad du kan forestille dig, har jeg i min magiske papkasse. Det var min første skoledag, og jeg stod klar med alle mine spidsede blyanter og tasken fyldt med noget, som føltes som mursten. Det var en lang dag, og jeg kunne ikke vente med at komme hjem til min magiske papkasse, så jeg kunne rejse tilbage til de grønne rummænd og de ildsprudende drager, men da jeg kom hjem, var den der ikke. Jeg ledte i hver en krog af den lille lejlighed, men den var ikke til at finde.

Da min far kom hjem, spurgte jeg ham, hvor kassen var henne. Han sagde, at sådan noget pjat var jeg blevet alt for stor til nu, hvor jeg var startet i skole. Han sagde, at han lige havde givet den til skraldemanden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte bare få den tilbage. Jeg skyndte mig ud i gangen, hvor mine grønne Crocs stod. Løb ned ad de iskolde trappetrin og ud på den varme asfalt, hvor jeg i det fjerne kunne se den buldrende skraldevogn. Jeg løb og løb. Hurtigere end en ridder på sin hvide hest på mission for at finde sin prinsesse. Nu var jeg så tæt på, at jeg kunne lugte den. Den skarpe lugt gik direkte i næsen.

Da jeg var nået derhen, skyndte jeg mig over til den første mand jeg så. Han lignede lidt en trold med sin store næse og lasede tøj. Han spurgte, hvad jeg ville, og jeg svarede, at jeg godt gad have min magiske papkasse tilbage. I starten forstod han ikke, hvad jeg mente, men så kom han i tanke om den. Han sagde, at han ikke havde nænnet at smide den ud, fordi den så magisk ud. Så nu har jeg min magiske papkasse igen.