DA JEG ÅBNER ØJNENE LIGGER VERDEN PÅ SKRÅ af Annette Münch

Vi går hen mod bænken, der står på en græsplet bag en nedlagt kiosk. Frodige buske og træer afskærmer parken fra vejen, hvor bilerne snegler sig af sted i lange køer. Drengene, der hænger ud på bænken, smiler og hilser på Theo. De giver faste håndtryk og klap på skulderen og siger „hey bro“ med høje stemmer. Og jeg står i baggrunden, allerede med let hamrende hjerte og svedige armhuler. Jeg længes tilbage til min onkel og tantes lejlighed, til gæstesengen og til døren ind til det tyste værelse, der kan lukkes.

Alle de andre har hættetrøjer og sneakers med store logoer på. Min T-shirt er grå og kedelig som morgentåge, og den hænger slapt på min krop, der er blevet flere kilo lettere det sidste år. Det er koldt for august, så jeg har gåsehud på armene. Det ser drengene sikkert og tænker, at jeg ser åndssvag ud. – Det er min fætter, Simon. Det er ham, der er på besøg fra Sørlandet, forklarer Theo. – Det er Mathis, Leon og Bilal.

Drengene glor på mig, og mit instinkt skriger „Løb!“

Illustreret af Søren Jessen

Læs interview med Annette Münch her

Se video med Annette Münch her.