Watermusic

FULDMÅNE EVENT
Præsenteret af Randers EgnsTeater

Den 2. og 3. september 2017 forvandler Randers EgnsTeater industrihavnen i Randers til en spektakulær totaloplevelse. Med avancerede lys-, lyd- og 3D projektioner bliver havnens siloer, kraner og vandet ramme for et musikdramatisk show ud over det sædvanlige.

Den internationalt kendte sangerinde Oh Land indgår, sammen med flere hundred medvirkende, i et magisk univers, som indrammer fortællingen om kærligheden mellem landet og vandet. Med Oh Land i rollen som havets dronning, berettes oplandets mytiske historier om truende søvæsner fra havets dyb, mens pramdrageren stille vandrer gennem den Hemmelighedsfulde dis. Randers Havn fyldes med cirkusartister i åndeløs luftakrobatik og både i glidende dans over vandets mørke flade.

Det engelske dansekompagni Motionhouse, der internationalt har opnået stor anerkendelse, tager publikum med på en sansemættet rejse. Visuelle drømmebilleder skabes af multimediekunstnerne fra spanske Logela, mens et 300 mands stort kor supplerer Oh Lands melodiøse lydunivers.

Publikum kan forvente en sansemættet og visuel rejse med flere hundrede medvirkende. Handlingen er inspireret af historien om pramdragerne, der helt tilbage i 1700- og 1800-tallet fragtede varer via vandveje på Gudenåen. Det bliver et sanseindtryk, der sætter følelserne i spil.

Watermusic er ét ud af 12 udvalgte fuldmåneprojekter i det officielle program til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og bliver Randers' til dato største enkeltstående udendørs kulturbegivenhed.

• Producent: Randers EgnsTeater (DK)
• Instruktion: Kevin Finnan, Motionhouse (UK)
• Komponist: Oh Land (DK)
• Animationer: Logela Multimedia (ES)
• Scenografi og kostumer: Sus Haugland (DK)
• Lysdesign: Phil Supple (UK)

DATO
2. - 3. september, kl. 22.00 

VENUE
Randers Havn

PUBLIKUM
Alle