Film i Skoven

Aarhus 2017 Festival Event
Præsenteret af Forest Film Association

Ny børnefilm og -kulturfestival: Vi lægger skov til festen!

Den 9. – 13. maj 2017

Film i Skoven slår bøgedørene op og ruller den grønne løber ud og byder hjerteligt velkommen til en enestående biografoplevelse. Og ja; det ER helt ude i skoven! I Riis Skov i Aarhus for at præcisere.

Tag hele familien med på skovtur i weekenden den 12.-13. maj (fredag er Store Bededag). Film i Skoven er en ganske anderledes børnefilm og -kulturfestival med filmvisninger i store telte, livemusik af højeste kvalitet fra hele verden, danseoptrædender, forunderlige overraskelser, en magisk fortælleseng, popkorn, duftende foodtrucks, bogoplæsninger ved bålstedet, leg, en sjov pizzacykel, kreative workshops, et børnerave med tung bas og flotte masker, morgenyoga, fugle i træerne, sunde snacks, lækker kaffe og meget andet til hele familien.

Filmprogrammet er nøje sammensat til børn i alderen 3-10 år. Vi vil vise skæve og kreative kortfilm fra hele verden, fantastiske featurefilm, kloge og rørende dokumentarer, danske film og sjove film, som århusianske børn selv har lavet. Filmene vil pirke til børnenes fantasi og åbne op for andre kulturer og forståelser. Se blandt andet den indiske film Rainbow om to børn, en søster og hendes blinde bror, som drager afsted til fods for at skaffe penge til en øjenoperation.

Japanske animationsfilm er som den fineste origami: Detaljer, skæve ideer og æstetisk præcision skaber tilsammen nogle enestående kunstneriske opdagelser: Vi præsenterer den højtelskede klassiker Min nabo Totoro, hvor to piger bliver venner med skovens fabeldyr og kommer med på eventyr, blandt andet i en blød, tolvbenet kattebus. Doctor Proctors tidsbadekar er en gakket og opfindsom film, hvor et badekar fungerer som tidsmaskine, og hvor tingene sommetider kan løses med pruttepulver. Filmen er baseret på en børnebog af den norske krimiforfatter Jo Nesbø, som her viser helt nye sider af sig selv. Efter en filmvisning vil børnene kunne deltage i kreative workshops ud fra de respektive films temaer, hvor de vil få lov til at bygge, klippe, klistre, bruge sten og grene fra skoven eller danse sig ind i filmens univers.

Film i Skoven er stolt over ligeledes at kunne præsentere et alsidigt musikprogram af meget høj kaliber. Master Fatman er DJ ved det fedeste ‘børnerave’, hvor både børn og forældre kan danse til hippe rytmer og dyb bas. Aldrig har skovbunden dannet dansegulv til sådan en fest!

Jazztrioen Dissing og Las vil lægge fløjl i vinden, når de optræder med Min Mormors Gebis, hvor musikken er lavet ud fra Martin Jakob Strids formidable rim og remser. Moussa Diallo bringer en lille smule af Afrika til den danske skov, når han synger og spiller med sin trio og fortæller eventyr om at være barn i Mali. En helt anderledes optræden, hvor publikum både er underholdt og går derfra med ny viden.

Vi får også besøg spændende børnebogsforfattere, som læser op af deres bøger ved bålstedet og i den anden ende af spektret finder vi Onkel Reje, som uden filter og hæmninger vil præsentere film, trylle på festivalpladsen, drille forældre og sikkert også børn og læse op fra sin totalt forrykte og herlige bog.

Det bliver sjovt, det bliver rørende, det bliver kort, det bliver langt, det bliver anderledes, det bliver skævt. Men vigtigst af alt: Det bliver for børn! Film i Skoven glæder sig til nogle magiske festivaldage.

Offentlige festivaldage for familier: 12.-13. maj kl. 9.30-18.00 Uddannelsesdage til børnehaver og skoleklasser: 9.-11. maj.

DATO
12. – 13. maj

VENUE
Riis Skov, Aarhus

PUBLIKUM
Børn og familier