Den australske kunstner Deborah Kelly skaber udstilling sammen med publikum, når hun i maj og juni er huskunstner på Kvindemuseet.
Deborah Kelly sætter spørgsmålstegn ved køn, magt og privilegier og gentænker vores forståelse af billeder. Kelly bruger velkendte og populærkulturelle motiver og skaber med sin enestående collageteknik en ny billedverden, som ofte er både smuk og foruroligende. Med udstillingen VENUS ENVY nyfortolker Kelly den centrale figur i den vestlige kunst: den kvindelige nøgenmodel.
I udstillingen kan man opleve serien Venus Variations fra 2015, hvor Deborah Kelly har skabt hybridkcollager af berømte billeder af den romerske gudinde, Venus, og nutidige billeder fra reklamer, modeblade og bøger.
Herudover vises hendes stop motion film Lying Women fra 2016, som er en animeret collage lavet af billeder fra kasserede kunsthistoriebøger. Kelly har her samlet hundredvis af trykte malerier af den klassiske liggende kvindelige nøgenmodel. Disse højdepunkter fra den vestlige kunst samles i en broget video, som skaber refleksion omkring repræsentationen af kvinder i kunsthistorien.
Kunstlaboratorium
Kelly er huskunstner på Kvindemuseet fra den 11. maj - 10. juni. I udstillingen øges værkudvalget derfor i maj og juni med nye værker, som udvikles gennem publikumsworkshops dirigeret af Deborah Kelly selv. Målet er at fortælle nye historier og skabe refleksion over vores fælles billedforståelse i et lokalt, kreativt fællesskab – et Art Lab.
Deltag i workshops
Information om deltagelse i workshops på kvindemuseet.dk
Udstillingen vises til og med søndag den 3. september 2017.
DATO
24. maj - 3. september
VENUE
Kvindemuseet, Aarhus
PUBLIKUM
Alle