En del af Coast to Coast
Gennemført med støtte fra Goethe Instituttet
I det banebrydende værk MANIFESTO af den anmelderroste tyske kunstner, Julian Rosefeldt, trækkes tråde til manifester fra futurisme, dadaisme, fluxus, suprematisme, situationisme, Dogme 95 og andre strømninger, samt individuelle kunstnere og arkitekter, dansere og filminstruktører.
I en fortolkning af Claes Oldenburg, Yvonne Rainer, Kazimir Malevich, André Breton, Elaine Sturtevant, Sol LeWitt, Jim Jarmusch og andre betydelige tænkere og kunstnere, har Rosefeldt klippet og samlet en collage af kunstneres manifester for at stille spørgsmålstegn ved kunstnerens rolle i det moderne samfund.
Rosefeldts tekstcollager fremføres af 13 forskellige personer, blandt andet en skolelærer, en koreograf, en dukkefører, en nyhedsvært, en fabriksarbejder og en hjemløs mand. Alle rollerne spilles af den berømte skuespiller Cate Blanchett, der puster nyt dramatisk liv i disse berømte ord revet ud af deres sammenhæng.
MANIFESTO spørger, om de lidenskabelige udsagn, som kunstnere har fremsat med dyb overbevisning, stadig gælder. Er de universelle? Hvordan har dynamikken mellem politik, kunst og livet ændret sig? Og hvad er kunstnerens rolle i samfundet i dag?
Julian Rosefeldt er verdensberømt for sine visuelt overdådige og omhyggeligt koreograferede videoværker, der udforsker temaer som forskydning, fremmedgørelse samt socialt og psykologisk opbrud. Med inspiration fra film, kunst og popkultur benytter Rosefeldt kendte filmiske greb til at føre tilskuerne ind i surrealistiske, teatralske universer, hvor indbyggerne er opslugt af hverdagens ritualer, og publikum forføres med humor og satire til på én gang velkendte og fremmedgjorte verdener.
MANIFESTO har modtaget støtte fra ACMI – Australian Centre for the Moving Image (Melbourne), Art Gallery of New South Wales (Sydney), Nationalgalerie – Staatliche Museen zu Berlin (Berlin), Sprengel Museum (Hanover) samt Medienboard Berlin Brandenburg. Værket er samproduceret med the Burger Collection (Hong Kong) og Ruhrtriennale (Duisburg). Det blev produceret i samarbejde med Bayerischer Rundfunk.
Støttet af Det Obelske Familiefond, Kvadrat, 15. Juni Fonden og Goethe Instituttet.
DATO
10. marts - 15. april
VENUE
'O' Space, Aarhus
PUBLIKUM
Alle