En af de seneste års store tendenser er forbrugernes stigende interesse for produktionsforhold og produkters miljøpåvirkning. Omdannelsen af materialer til produkter med lang levetid, er en vigtig komponent i en forretningsmodel, der bygger på bæredygtighed.
Den aarhusianske virksomhed grünBAG skaber bæredygtige genbrugstasker med kreativ brug af materialer som lastbilpresenninger, sikkerhedsseler og redningsflåder. Designer Helen Leegaard tager udgangspunkt i materialer, som ellers ender som affald, og skaber kollektioner af farverige tasker, rygsække, toilettasker og penalhuse. Kollektionerne skabes i et enkelt design med fokus på funktionalitet.
De industrielle materialer betyder, at grünBAGs produkter er slidstærke og holdbare til dagligdags brug, og at hvert design, og produkt er unikt. Taskernes langtidsholdbare design er dermed også en del af en bæredygtighedstanke, der gør op med ”brug-og-smid-væk”- mentaliteten. I april 2017 lancerede virksomheden en særlig kollektion, kaldet RETHINK by grünBAG, skabt af Aarhus 2017-bannere. De farverige bannere, som har været anvendt til kulturhovedstadsårets events, omdannes til tasker i et helt unikt design, som varierer efter tilgængeligt materiale. grünBAG har allerede skabt tasker ud af de karakteristiske blå signaturbannere og af bannere fra eventen Aarhus Stories, som var en stor publikumssucces.
Resterne af bannerne fra produktionen af RETHINK-kollektionen genanvendes også. grünBAG har produceret farverige opbevaringskasser og flagranker til pynt – produkter, som også kan bruges udendørs i al slags vejr. Kollektionen afspejler kulturhovedstadsårets tema ”Let’s Rethink”, hvor en gentænkning af materialeanvendelse bidrager med en ny, bæredygtig løsning. I slutningen af august blev desuden lanceret en ny kollektion af tasker lavet af bannere fra Museum Den Gamle By.
Fakta:
// Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstads tre gennemgående værdier er demokrati, bæredygtighed og mangfoldighed. I en række artikler belyser vi til inspiration hvordan partnere i Aarhus 2017 arbejder med forskellige bæredygtige initiativer, både i forhold til miljømæssig og samfundsmæssig bæredygtighed.
// Den 10. september 2017 afholdes den 3. debat i rækken af Hypothetical-events med vært Clement Kjersgaard, denne gang med fokus på bæredygtighed. Her vil blandt andre tidligere EU-klimakommisær, Connie Hedegaard og seniorforsker ved DMI, Jens Hesselbjerg Christensen, debattere verdens fremtid og bæredygtig udvikling. Læs mere her.
// Læs mere om grünBAG her.