Kreativ nytænkning

Designfirmaet Bolia er født og opvokset i Aarhus og har siden grundlæggelsen fokuseret på kreativ nytænkning af skandinavisk design og brugeroplevelsen. Lars Lyse Hansen, CEO for Bolia vil i sit oplæg til Creativity World Forum 2017 fortælle om Bolias rejse mod at blive et af verdens mest innovative designfirmaer.

Med 50 fysiske butikker i otte lande, webshops i 27 lande og forhandlere i yderligere 39 lande verden over er Bolia ikke længere kun et kendt navn i Danmark, men et firma med en klar global mission. Internationalt udsyn kræver dog også en klar kreativ vision.

Bolias designkoncept ”New Scandinavian Design” er kreativ nytænkning af den skandinaviske designtradition. Et internationalt designteam udvikler to årlige kollektioner, hvor designmanifestet ”No one lives like you” er omdrejningspunktet for designs, der tager udgangspunkt i den enkeltes personlige stil og som hylder den individuelles kreative udfoldelse.

Bolia er internationalt anerkendt for at skabe en innovativ nytænkning af brugeroplevelsen både online og i designkædens butikker, hvilket har udløst finalepladser ved World Retail Awards i London og Dubai, samt ved European E-Commerce Award i Barcelona, hvor danske Bolia konkurrerer med nogle af verdens største brands.

Lars Lyse Hansen fortæller: ”Hos Bolia er vi ikke kun en designvirksomhed og møbelforhandler. Vi er også en tech virksomhed, en international retailer og grossist, og ikke mindst en verdensklasse livstilsvirksomhed. Vi arbejder derfor med kreativitet og idegenerering hele vejen fra vores business planer, der rækker 3 år ud i fremtiden, og ud til alle vores kunders kontaktflader.”

For Lars Lyse Hansen er inspiration fra andre kreative brancher vigtigt for udviklingen i Bolia. Bolia har blandt andet samarbejdet med modebrandet Soulland om at skabe en møbelkollektion, samarbejder med elektroniske bands og DJ´s gennem festivalen Stella Polaris, Spotify og Soundcloud, samt unge talentfulde kunstnere igennem Heima Art Recidency på Island.

Siden 2007 har Bolia Design Awards givet talentfulde designere muligheden for at skabe designs, der kan opnå international udbredelse i Bolias sortiment. Den årlige internationale award er en mulighed for unge designere for at få foden inden for i designbranchen og desuden for at vinde en pris på 13.500 Euro.

Lars Lyse Hansen deltager i Creativity World Forum med talken ”The Spaces We Create Are Who We Are”, hvor han vil udforske forudsætningerne for succesfuld kreativitet og præsentere en række inspirerende eksempler fra designvirksomheden Bolia.

Kreativitet er en energi, som er tilgængelig for alle og ikke blot reserveret for specielle brancher eller relevant for udvalgte jobbeskrivelser. Kreativitet er hoveddrivkraften bag Bolias fantastiske udvikling gennem de seneste 10 år og en uudtømmelig kilde til at skabe fornyelse og inspiration, samt at få testet vores globale ambitioner af,” uddyber Lars Lyse Hansen.

For første gang nogensinde kommer den årlige konference Creativity World Forum til Danmark, og på baggrund af Region Midtjyllands medlemskab i netværket Districts of Creativity lykkedes det helt tilbage i 2012 at få konferencen til Aarhus som en del af kulturhovedstadsåret. Konferencen vil udforske kreativitet på de tre områder People, Enterprise og City under temaet Creative Resilience - How to Develop Cities on the Rise.

Fakta:

// Netværket Districts of Creativity blev grundlagt i 2004. Det forener 13 regioner fra hele verden i samarbejde om at fremme kreativitet i samfundet for at skabe innovation og velstand. Læs mere her.

// Konferencen Creativity World Forum, bliver afholdt i Musikhuset 1. – 2. november. Læs mere her.

// Læs mere om Bolia her.