På et hemmeligt sted i Aarhus blev aarhusianere i starten af november kørt på tur til fremtiden af den britiske gruppe Blast Theory - nærmere bestemt til den fiktive by 'Aarhull' i år 2097. Vi har talt med filialdirektør Søren Vinderslev fra Bayern Autogroup Aarhus, der har leveret biler til eventen, om den tankevækkende oplevelse og om fremtiden i en branche under forandring.
I 'Aarhull' bliver byer nedbrudt og opbygget på ny, bevidsthed kan overføres og tre teenagere er overhovederne. Dette er udgangspunktet for den dystopiske forestilling 2097: We Made Ourselves Over. Den britiske kunstnergruppe Blast Theory er kendt i hjemlandet for at skabe events, der udfordrer fremtidsforestillinger og realitetssansen ved hjælp af internettet, performance og digitale transmissioner. Dette var også tilfældet for eventen i Aarhus skabt i samarbejde med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Britisk Kulturby Hull 2017, som var det største event Blast Theory til dato har skabt. 2097: We Made Ourselves Over var banebrydende i både form og udtryk, da gruppen trak på både teater, teknologi, performance og lyd, der tilsammen gav oplevelsen af at være på en rejse til fremtiden. For deltagere og andre interesserede var det muligt at downloade en app med interaktive videoer, hvor man kunne kommunikere med den centrale karakter Hessa. Appen agerede som baggrundsinformation om eventen og historien, men var også tænkt som katalysator for egne indledende overvejelser om fremtiden.
Fremtidsrejsen begyndte ved at deltagere blev samlet op ved O’Space i BMW-biler og kørt til et hemmeligt venue i Aarhus, hvor de udstyret med en GPS, iført hvidt overtøj og guidet af Hessas stemme skulle finde en person inden tiden løb ud. Bayern Autogroup Aarhus leverede ikke kun bilerne, der kørte deltagerne til fremtiden, men filialdirektør Søren Vinderslev deltog også selv i premieren. Han fortæller: ”En oplevelse som denne, hvor du har en berøring med en kunstnerisk hjerne, er jo en oplevelse, hvor man har en mulighed for at stoppe op og tænke nogle tanker, som man ellers ikke ville have tænkt – og det gør det spændende.”
Det gennemgående tema for eventen var genopfindelse og genopdagelse. Hessa og de to medansvarlige piger garanterer en frisk start ved at nedbryde og genopbygge byer på nye lokationer hver 50. år. For Søren Vinderslev var det en interessant betragtning med flere paralleller til BMW og Bayern Autogroups arbejde: ”Et ord, som jo egentlig er meget godt taget ud af We Made Ourselves Over, er, at vi har et behov for agilitet i den måde, vi er på, og den måde vi bliver opfattet på. Vi har også et behov for agilitet i forhold til vores kunder og de varer, som vi præsenterer for vores kunder. Vi kan ikke køre derudaf som et tog på skinner. Vi er nødt til at kunne manøvrere og inden for forholdsvis kort årrække kunne bremse og skifte retning.”
BMW er i år for 11. gang blevet kåret som det mest bæredygtige bilmærke af Dow Jones Sustainability Index. BMWs holdning til bæredygtighed går igen i hele produktionen, lige fra brugen af vindkraft i produktionen på fabrikken i Leipzig til brugen af vandkraft i produktionen af carbon dele til elbilen, BMW i3. I dag bliver 95% af gamle BMW biler genbrugt og restaffaldet ved produktionen af nye biler er nede på 8 gram.
Ifølge Søren ser BMWs fremtid kun endnu grønnere ud, samtidig med at der vil være en endnu højere grad af customization for forbrugeren: ”Vi kommer til at se en konsolidering af en grønnere og grønnere produktion. Vi har en idé om, hvad forbrugeren vil, og også en idé om hvad teknologien kan tilbyde os, men derfra kan der så være rigtig mange ting, som vi simpelthen ikke kan forudsige – der er mange paralleller ind i Blast Theory omkring en spændende fremtid og en fremtid med behov for, at vi tilpasser os. Og det er måske også derfor karaktererne vælger at sige: For at være sikker på at vi løbende tilpasser os, så starter vi forfra en gang imellem.”
For Bayern Autogroup har samarbejdet med Blast Theory og Aarhus 2017 været en interessant og en unik oplevelse. Søren Vinderslev fortæller: ”Aarhus er kulturhovedstad, det er vi stolte af, og det bidrager vi gerne til. 2097: We Made Ourselves Over har været et interesseprojekt, som vi også gerne bidrager til. Det har været en mulighed for at være med i et projekt, der er med til at sætte Aarhus på det internationale landkort.”
Læs mere om 2097: We Made Ourselves Over her.
Læs mere om Bayern Autogroup Aarhus her.