Når man har verdenspremiere på sin store åbningsfanfare for den Europæiske Kulturhovedstad foran selveste H.M. Dronning Margrethe, kunne mange nok fristes til at vælge en sikker løsning. Men det er ikke den anerkendte færøske komponist Sunleifs Rasmussens stil. Så i stedet har han i sit nye værk “More Fair than the Sun”, inddraget to historiske instrumenter, der kan give udfordringer med overhovedet at holde tonen, nemlig lur og sækkepibe. Til gengæld udtrykker de to instrumenter kraften i vinden på unik vis.
”Udfordringer er brændsel på min kreative motor. Som kunstner skal man tage chancer for at udvikle sig. Jeg er 95 procent sikker på, at det ikke bliver en katastrofe,” udtalte den modige komponist før premieren. Og en katastrofe blev det ikke, tværtimod:
”'More Fair than the Sun” er et imponerende og smukt stykke musik, der fortæller om et meget markant element i Danmark: Vinden. Vi er stolte af at have været medvirkende til at få det skabt,” udtaler Rebecca Matthews, administrerende direktør ved Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
“Vi bad Sunleif skabe et værk, inspireret af vinden, som er en karakteristisk del af Danmarks vejr og som førte os ud på fortidens togter. Han har skabt et vidunderligt værk, let og med levende udveksling mellem gamle og nye instrumenter, orkestre og stemmer. Det er et værk, som fejrer de oldnordiskemyter og nordisk fremtid,” tilføjer Juliana Engberg, programdirektør på Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Musikken fra uropførelsen kan nu høres i en ny video, hvor Sunleif Rasmussen også fortæller om processen bag værket.
Verden lyttede ved urpremiere
“More Fair than the Sun” er bestilt af Aarhus 2017 til den store åbning af Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad. Værket blev uropført lørdag den 21. januar af Michala Petri, Aarhus Symfoniorkester, Den Jyske Operas kor og Concert Clemens, dirigeret af Carsten Seyer-Hansen - foran bl.a. 1500 VIP gæster, inklusiv næsten 100 journalister fra hele verden.
Inspiration fra vinden
”More Fair than the Sun” er inspireret af mytologiske tekster fra den Ældre Edda. Fanfaren starter fra næsten ingenting og bygger op til et smukt klimaks. Musikken fører lytteren fra tomrummets stilhed fra tiden før livets begyndelse til det sted, hvor mennesker lever sammen i fred og harmoni. Værket består af fire dele:
- Den første synges på oldnordisk og fremmaner tiden, før verden blev skabt.
- Anden og tredje del synges pa dansk og skildrer solen, månen og stjernerne, der finder deres plads i verden samt Glitner, det forgyldte tingsted.
- Fjerde del synges på engelsk og beskriver Gimle, hvor mennesker tager hen for at bo efter Ragnarok – fredens hal, der stråler som solen.
Prisvindende komponist
Sunleif Rasmussen er en af Færøernes mest anerkendte komponister. Han har vundet adskillige priser, bl.a. Nordisk Råds Musikpris for værket: Symphony no. 1 – "Oceanic Days" (2002) og Mentanarvirdisløn Landsins, som er det færøske kulturministeriums højeste kulturpris (2010).
Download pressemeddelelse
More Fair Than the Sun er støttet af Købmand Herman Sallings Fond.