Præsenteret af Region Midtjylland og Aarhus 2017
’Original’ er en sørgmunter og livsbekræftende dokumentar om et venskab mellem tre voksne mænd – hver på deres måde outsidere.
Vi møder forfatteren Lars Morell og hans to venner, Boje og Anders. De er fælles om at være ude af sync med tiden og det omgivende samfund – en gang imellem også med sig selv og hinanden. Det kommer der en anderledes, skæv og tankevækkende Aahushistorie ud af: om venskab, galskab, dyder og værdier, og hvor rigt, sjovt og rædsomt livet kan være, når man lever det mod strømmen. I en tid hvor stadig flere – unge som ældre – oplever isolation og ensomhed udfordrer filmen med humor og alvor vores forestillinger om det gode liv, normalitet og de "rette" værdier. Med sine 3 skæve "helte" spørger filmen provokerende: Hvad kan vi lære af originalerne?
Instruktøren Stig Guldberg, der siden 2010 har fulgt de tre og deres venskabs op- og nedture, fortæller om filmen og dens tilblivelse, introducerer udvalgte klip og lægger op til dialog og debat med publikum om de spørgsmål, filmen rejser. Filmen har premiere i 2018.
Aarhus 2017 og Region Midt præsenterer THE BIG LITTLE FILM FESTIVAL, en weekend med film fra talentfulde internationale og lokale filmskabere, som viser storytelling, dokumentarer, animation, kommerciel kommunikation og eksperimentering. Festivalen har et rullende program med korte formater som fortæller unikke historier om steder, på satirisk vis kigger nærmere på den danske DNA, demonstrerer forskellighedens æstetik og fremgangsmåde.
Se det fulde program her.