Præsenteret af Museum Jorn
Cindy Sherman (f. 1954) er en af vor tids absolut mest indflydelsesrige fotokunstnere. Med sine chokerende, selvudleverende og nyskabende portrætter har hun siden 1970’erne leveret markante bidrag til udviklingen af fotografiet som kunstnerisk medium.
Sherman er kendt for sine fotografiske iscenesættelser af stereotype sociale miljøer og fiktive personer. Ofte optræder kunstneren selv som model i sine opsigtsvækkende billedserier som parafraserer kvindefremstillinger i 1950’ernes filmverden, renæssancens portrætmalerier eller ugebladenes forsidefruer. Sherman provokerer konstant sit publikum med et absurd og grotesk billedsprog, og benytter sig skamløst af elementer som horror, chock og pornografi. Den store retrospektive udstilling på Museum Jorn viser over 60 af Cindy Shermans berømte fotografier.
Støttet af Nordea-fonden.