Præsenteret af Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester
Instrueret af Kasper Holten
En intens opera om krig, broderskab og kærlighed. Den verdensberømte danske instruktør Kasper Holten forvandler Susanne Biers filmiske mesterværk Brødre til en gribende og levende opera.
Brødre er et stærkt trekantsdrama om to brødre. Storebror Michael har en velfungerende karriere i militæret, en smuk hustru og datter. Lillebror Jamie lever et driverliv på kant med loven. Da Michael sendes på FN mission i Afghanistan og vender hjem efter et traumatisk fangeskab, er balancen mellem de to brødre ændret for altid.
Komponist Daníel Bjarnasons symfoniske lydunivers er en medrivende blanding af gammelt og nyt, som bygger bro mellem traditionel, klassisk lyd og det 21. århundredes vision om, hvad musik kan være. Tekst af Reumertvindende Kerstin Perski. Scenografi og kostumer af Steffen Aarfing. Dirigent André de Ridder. Med internationale sangere, den jyske operas kor og Aarhus Symfoniorkester.
GRATIS INTRODUKTIONER
Den Jyske Opera tilbyder gratis introduktioner til alle interesserede i Musikhuset Aarhus. Her kan du høre mere om musikken, handlingen, sangere m.m.
16. august
Lang introduktion 18.30 - 18.55 (Foyeren, 2. balkon)
Kort introduktion 19.10 - 19.20 (Foyeren, 2. balkon)
18. august
Lang introduktion 18.30 - 18.55 (Store Sal)
Kort introduktion 19.10 - 19.20 (Foyeren, 2. balkon)
20. august
Lang introduktion 14.00 - 14.25 (Store Sal)
Kort introduktion 14.40 - 14.50 (Foyeren, 2. balkon)
22. august
Lang introduktion 18.30 - 18.55 (Store Sal)
Kort introduktion 19.10 - 19.20 (Foyeren, 2. balkon)
Om Bier Trilogien
Præsenteret af Musikhuset Aarhus, Den Jyske Opera, Black Box Dance Company og Betty Nansen Teatret
Den Oscar-vindende danske filmskaber Susanne Bier er en af verdens mest fremtrædende instruktører. I sine værker undersøger hun, hvad der sker, når vi møder de rå følelser og udfordringer, der ligger i et liv levet hver for sig og sammen.
I 2017 bliver Biers berømte filmtrilogi Brødre, Elsker dig for evigt og Efter brylluppet overført fra lærred til scene i tre banebrydende forestillinger. Biers mest roste og populære film bliver iscenesat i tre forskellige genrer – som opera, som danseforestilling og som musical. Under ledelse af Musikhuset Aarhus bliver Brødre produceret i samarbejde med Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester. Danseforestillingen Elsker dig for evigt produceres i samarbejde med Marie Brolin-Tani og Black Box Dance Company, mens musicalen Efter brylluppet produceres i samarbejde med Betty Nansen Teatret.