Mads Mygind: VI ER HER NU

VI ER HER NU
By Mads Mygind, commissioned for the Finale of European Capital of Culture Aarhus 2017

Visuals: Plotpoint
Music: Anders Boll

Text:

Du dér
dér er du
du er dér:

du er nu her
her er du nu
du er her nu
nu er du her

DU ER HER NU!

Du går 
og går 
en tur
du er på vej
ingen steder hen
du går i tomgang.

Du går rundt
i en regnbue
herfra kan du se alle retninger
du går rundt om dig selv
i et o
og siger oh!
det er et godt punkt 
at begynde fra:

Åen
strømmen
der løber gennem byen
der svømmer ænder ind i åens mund
cykler og cigaretter
et pizzaslice 
i munden på en måge
de må gerne være her
det er også deres by
du går rundt på en bro
der bliver ved med ikke at høre op
bliver ved med at blive ved.

Du er på vej ind på biblioteket
eller også er du på vej ud
du går i cirkler i svingdøren 
og du bliver der
mellem to steder
svingdøren er også et sted
du vil gerne gå i ring
du vil gerne have udblik til alle sider
så du sætter dig i en rundkreds 
og taler med nogen
de har tændt et bål 
og du sætter dig ved det
og så får du varmen
og så synger nogen
og så synger du
nu går du rundt om et bål
om et egetræ
om en enebærbusk
du bærer Ovartacis hjerne i en plasticspand
fyldt med formalin:
du er Anohni
du er Ovartaci
du er Louis Marcussen
du er Ivarygaci
du er Pupparpasta
titusinde kranieløse hjerner
der tænker videre 
i formalinen
en papmachésommerfugl
og du flyver væk på udgang.

Du går tilbage mod byen
mod lugten af ramsløg
gennem Risskov
ned til Den Permanente
der hedder sådan
fordi den altid er der
du vil ud til Friheden
men først vil du i Paradis
bare et par timer
i en dyb rød stol
det er en premiere
siger han 
og river billetten over
du går forbi Musik-, Ride- og Rådhuset
rundtosset i Ceres- og Friskokrydset
du går i zoologisk have 
men den findes ikke mere
så du går hjem
og hjem er et sted inde i hjernen
inde bag frontallapperne
inde i det limbiske system
inde i amygdala.

Du vil omringe det der sker 
så du går ned i Mindeparken
ned til Monumentet
hvor 4140 døde soldater fortæller hvad de hedder
du lægger en hånd på væggen 
og forestiller dig hvordan de faldne soldater faldt
hvad deres sidste tanker var.

Du lægger dig i det lyserøde græs 
og gør ikke andet 
end at ligge i det lyserøde græs
og kigge ned på Tangkrogen
hvor en bil bliver hejst op fra vandet
du er nødt til at tænke det hele igennem igen
du har alt for længe vidst hvad der var rigtigt og forkert
uden at vide hvad der var rigtigt og forkert.

Du stiller nogle spørgsmål 
for at være sikker på at du stadig er i tvivl 
du stiller nogle spørgsmål
som om de er blomster du stiller
i en opgang
foran en dør
fordi ingen svarer da du ringer på
det er din egen ringeklokke 
dit eget hjem
og det er dig selv du spørger:

Opfatter du dig mere og mere som en kran?
Endnu mere når du opholder dig på en havn?
Har du efterladt en kontaktlinse i vindueskarmen? 
Og i dén halvdelen af det du har set?
Har du delt en paraply med nogen?
En Snickers?
Et æble?
Er din vejrtrækning planlagt?
Stillede du dig midt på vejen for at understrege noget?
Hvad er sandsynligheden for at du har lukkede øjne på alle billederne?
Tænkte du lige over at du blinkede? 
Du ligger ikke altid i en seng i Ikea men lige nu gør du?
Bladrer vinden i dine ribben?
Du har fået blomster og kvalme – hvad var mest overraskende?
Vågner du hver morgen og håber du ikke har tømmermænd?
Trækker du vejret uden for lungerne?
Betragter du verden indefra?
Er der plads til én mere?
Hvad er det der foregår?
Er der afsat tid til at gispe?
Giver det mere mening at tale om bevidstheden som et samfund end om samfundet som en bevidsthed?
Er et deja vu en genoplevelse af noget som ikke er sket?
Er der grund til bekymring?
Hallo?!
Er der nogen?
Er det fornuftigt at have en klage klar?
Just in case?
Er alle boligsøgende stille og rolige, ansvarlige, ikke-rygere, uden kæledyr?
Er det som om græsset er vådt?
Eller er det vådt?
Lugtede sommeren af raps?
Kan man høre vejen?
Byen er en itureven kystlinje?
Eller hvad?
Kan et førstehåndsindtryk forandre sig over tid?
Ringer telefonen fordi du kan høre den?
Regner det fordi asfalten er våd?
Alt er hele tiden muligt? 
Er det det der er så sindssygt?

Du sidder på toppen af Maltfabrikken og ryger en smøg
du kan se Århus herfra
du lukker øjnene 
du er en vild hest der løber i Mols Bjerge
du er en kaserne i Viborg
en animeret drøm
du er en x-bus
hele tiden på vej videre
du er Gudenåen
en regnskov
det er tirsdag og den skal være tropisk tænker du
en sommerfugl sætter sig på din kasket
du er en ørn der lander på Himmelbjerget
en solsort på et af Elias fire rør
en måge på havnen i Horsens
en hval strander i Hvide Sande
du fotograferer den 
og sender et billede af den til en ven med teksten: 
hvalen vil også være med
Vesterhavet suser videre i dit kranium 
når du lægger dig for at sove
men du lægger dig ikke for at sove
du vil videre
tilbage til Århus
tilbage til dengang du skrev HEJ MENNESKE 
på graffitimuren på Nørre Stenbro en nat
og gik ned i Mejlgade og festede 
før graffitien blev fjernet 
og de tykke farvelag på muren blev brækket af
den er nu malet grå.

Det var før du skrev digte i Vogn 1
før der var et Institut For X
men ikke før der var gøglere i Mølleparken 
og sprittere på Klostertorvet
ikke før der var gademusikanter på Strøget
og frontløbere 
og kaospiloter
ikke før Kvindemuseet var et rådhus
en politistation
og endelig et museum
der siger: 
her er en kvinde
hun har en historie
hun er en del af historien.

Er en krop smuk fordi nogen synes den er smuk?
Kan en krop være smuk uden nogen synes den er smuk?
Er et samfund godt fordi nogen synes det er godt?
Kan et samfund være godt uden nogen synes det er godt?
Hvor primitivt kan et samfund være og stadig kalde sig civiliseret?
Er mennesket en invasiv art?
Går vi ind i det nye år som vi går ind i et stormagasin?
Er vi helt væk selvom vi står lige her?
Halser vi efter nuet?
Er vi bare så istiske?
Går et karneval gennem søvnen?
Er vi dem vi skal være?
Hvis vi er sikre på at vejen fører ind til byen, er vi så også sikre på at byen fører ud til vejen?
Hvor mange gange får man et menneske til at græde i løbet af sit liv?
Er livet for langt til at vi kan sige at livet er for kort til noget?
Er der noget vi ikke ved?
Har vi en god stedsans fordi vi altid befinder os et sted?
Hvornår mødes vi med resten af verden?
Er klapsalven mest intens når den hører op?
Rømmer vi os nogle gange for at foreslå andre at gøre det?
Kommer tvivlen altid nogen til gode?
Er fremtiden begyndt?
Er det nu nu?
Eller er det for sent?
Er der ikke andet?
End nu?

Nu er månen fuld af lys
nogen går forbi 
og siger se:
månen er mega
månen er giga
den lyser ind i byrådssalen 
hvor politikerne sidder i en rundkreds
og taler på skift
så går de ud i måneskinnet
står der lidt og kigger op
koalitionerne forsvinder
en dagsorden er blevet nat
du går ned til havnen
du er en container der tømmes for sheanødder
en fakkel i hånden på en viking
mens solen går ned over Moesgaard
du er en kode i øjnene
en kode i træerne
et partitur for stilheden
fire minutter 
og treogtredve sekunder
på en bænk
under Kulbroen
du er et marsvin 
i bugten
du er en bro
der fører videre til en anden bro.

Det er som om det her år strækker sig
som en doven kat
det er som om november var så mørk
at den aldrig hørte op
det er som om 
du begynder at fryse 
dit hjerte
det er som om
det eneste du ved er at:

vi er nu her
her er vi nu
vi er her nu
nu er vi her:

VI ER HER NU!