Vild weekend på Samsø

I weekenden den 4. og 5. november vil området omkring Samsø Madkulturhus summe af liv, når den store kokkekonkurrence Årets Vildtret afholdes.

Vilde visioner i tallerkenhøjde 
Mange husfædre og -mødre fravælger vildt, når der skal planlægges middag til familie eller gæster.
”Det er for svært at håndtere,” siger nogle. ”Det bliver så hurtigt tørt,” fortæller andre.

Ja, der er mange af mennesker, som helt instinktivt er usikre på og mangler erfaring med det at tilberede og spise vildt. Og det er synd! For vildt er både velsmagende, sundt og bæredygtigt.
Kødet kommer fra dyr, der har haft et godt og frit liv i naturen. En sæsonvare af høj kvalitet, der er ganske tæt på os forbrugere.
Netop dét, skal kokkekonkurrencen Årets Vildtret være med til at sætte fokus på.
Vildtet skal tilbage på de danske tallerkener!

Samsø Madkulturhus sætter rammen
Publikum kan foruden selve kokkekonkurrencen ”Årets Vildtret”, der løber af stablen søndag d. 5. november, hele weekenden se frem til at deltage i spændende arrangementer, der har fokus på vores vilde natur, jagtoplevelsen, tilberedning af vildt, blandt andet lerdueskydning, gevirværksted og jagt, for dem der ikke er jægere. Hele programmet kan ses på http://aaretsvildtret.dk/ 

Lokalt grundlag for nytænkning
Dommerpanelet har på forhånd udvalgt de seks finalister, der skal dyste i den store finale på Samsø den 5. november. Kokke fra hele landet og fra meget forskellige restauranter har indsendt bud til kvalifikationen, og fælles for alle er elegant brug af lokale råvarer og spændende gastronomiske nyskabelser. Opskrifterne var ved indsendelsen anonymiseret, så dommerne ikke vidste, hvilke restauranter, der deltog. Og dommerne er imponerede: 

”Årets deltagerfelt var muligvis det bedste, der nogensinde har været i konkurrencens syvårige historie. Retterne var af meget høj standard, og det var uhyre svært at vælge,” fortæller dommer Francis Cardenau, og uddyber: ”At vi ikke kender identiteten på de kokke, der har indsendt opskrifterne, før efter valget er truffet, gør udvælgelsen meget spændende og også meget fair, da kokkenes meritter ikke er et kriterie. Stjerner, anmeldelser og kendisfaktor betyder ingenting, kun velsmag, præsentation og brugen af råvarer.”

Og hvilket dommerpanel
Til Årets Vildtret 2017 er der monteret et creme de la creme dommerpanel, der ud fra kriterierne smag, præsentation, innovation, bæredygtighed og brug af lokale råvarer skal bedømme finaleretterne, som kokkene laver med udgangspunkt i grønt og friskskudt vildt fra Samsøs agerjord og jagtmarker. 

Dommerpanelet består af madanmelder Helle Brønnum Carlsen, topkok og Bocuse d’Or-dommer Francis Cardenau, Michelin-kokkene Mette Gassner og Michel Michaud samt Vivi Schou fra Restaunrant Babette. 
Svend Rasmussen kommenterer konkurrencen.  

Årets seks finalister er
Johannes Fjallheim Kier-Hansen fra Guldrummet i Aarhus, Mads Kongsgaard Jensen fra Søllerød Kro, Nicholas Min Jørgensen fra Restaurant Substans, Anders Rytter fra Hotel Frederiksminde, Brian Pedersen fra Atelier 85, Kvistgaard, Mathias Sejer Sørensen fra Stammershalle Badehotel, Bornholm.

Årets Vildret har været afholdt hvert år siden 2011, og afholdes i Samsø Madkulturhus i 2017. 

Årets Vildtret 2017 arrangeres af Samsø Madkulturhus og Bæredygtigt Jagt, som er et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund, Dansk Skovforening og Sektionen for Større Jordbrug.