Verdensnavn til Aarhus i 2017

Det er lykkedes Aarhus Teater at få den verdenskendte amerikanske instruktør Robert Wilson til byen i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Wilson har arbejdet med så prominente kunstnere som Lady Gaga, Tom Waits og Lou Reed og er kendt for blandt andet forestillinger som Woyzeck og The Black Rider. Nu kommer han til Aarhus og sætter sin karakteristiske signatur på en helt ny visuel og musikalsk forestilling – EDDA – baseret på den nordiske mytologi.

Forestillingen EDDA bliver Aarhus Teaters store internationale bidrag til kulturhovedstaden i 2017. EDDA iscenesættes af Robert Wilson i en spektakulær forestilling baseret på Jon Fosses – Norges største dramatiker siden Henrik Ibsen – gendigtning af berømte mytologiske tekster, som blev nedskrevet på Island i 1200- og 1600-tallet.

Teaterdirektør for Aarhus Teater Trine Holm Thomsen siger:

”Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at få et så stort verdensnavn til Aarhus. Robert Wilson er en af vor tids helt særlige teaterlegender. Hans forestillinger er nærmest ikoniske, og når han så samtidigt samarbejder med så prominente kunstnere som Jon Fosse, Arvo Pärt og CocoRosie, er jeg overbevist om, at der venter det århusianske publikum en stor visuel og auditiv oplevelse af de sjældne,” siger Trine Holm Thomsen.

Også administrerende direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews er glad for samarbejdet:

”I 2017 er alle internationale øjne rettet mod Aarhus og regionen og vores år som Europæisk Kulturhovedstad. Vi præsenterer et enestående og ambitiøst program, fyldt med spektakulære events. Og Aarhus Teaters EDDA med legendariske Robert Wilson som instruktør bliver utvivlsomt et af kulturhovedstadsårets højdepunkter, som vil tiltrække stor interesse og opmærksomhed både i Danmark og udlandet,” siger Rebecca Matthews og uddyber:

”Robert Wilson er for mig et ikon, der skaber kunst af verdensklasse, og jeg ser meget frem til at opleve dette fantastiske værk komme til live på teatrets store scene. Jeg kan kun opfordre publikum til at gribe denne enestående mulighed for at møde en af teaterverdenens helt store aktører.”

Den estiske samtidskomponist Arvo Pärt, hvis stemningsmættede musik i mange sammenhænge er blevet brugt i film, skaber den musikalske baggrund til EDDA sammen med den amerikanske indie-søskendeduo CocoRosie og med 13 af Norges førende skuespillere på scenen. Forestillingen spilles på nynorsk og tekstes på dansk.

Fakta:
EDDA er en samproduktion med Det Norske Teatret i Oslo og muliggøres med støtte fra Aarhus 2017.

EDDA får Danmarkspremiere på Aarhus Teaters store scene 14. oktober 2017 og er det ene af Aarhus Teaters fem forskellige bidrag til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Læs meget mere om EDDA her.