Hvad skal der ske i det ultimative kulturhus for unge? Hvad skal en event i 2017 indeholde? Og er det overhovedet spændende at samarbejde med unge fra EU? Under sloganet ’Aarhus er lige til at lukke op og skabe i’ bliver de spørgsmål og mange flere besvaret, når Ung I Aarhus afholder konference i Filmby Aarhus fredag og lørdag.
Et bredt udsnit af unge i Aarhus mellem 14 og 25 år deltager fredag 28. og 29. november i en to-dages ungekonference. Her giver de deres bud på, hvordan det skal være at være ung i Aarhus i fremtiden og hvad et kulturhus for unge skal byde på.
Konferencen er første trin i en firetrins-raket, der ’eksploderer’ i 2017 med en totalevent med hovedtemaet ’Gentænk Demokrati’.
Lørdag fra kl. 16-18 er der åbent for alle til afrunding af konferencen. Her fremlægger og præsenterer de unge selv deres bud på ideer til aktiviteter, miljøer, indsatser mm., der skal gøre Aarhus til en endnu bedre by for unge. Adressen er Filmbyen 23.
Nøglen til fremtiden
Ungekonferencens slogan er: ’Aarhus er lige til at lukke op og skabe i.’ Ung I Aarhus har en ambition om maksimal ungeinddragelse for dermed at give de unge troen på, at de er nøglen til udviklingen af fremtidens tilbud til unge i Aarhus.
Optakten til konferencen har ud over en spørgeskemaundersøgelse også indeholdt filmdokumenterede besøg i klubber, på skoler og ungdomsuddannelser. Sidst men ikke mindst har en antal unge filmet for dem selv under instruktion af Center for Rummelighed. Ung I Aarhus samler alt op og materialet bliver tilgængeligt for alle.
Den videre færd for Ung I Aarhus er:
• 2015 - ungekonference på regionalt niveau
• 2016 - konference, hvor den får gas med unge fra EU
• 2017 - totalevent med hovedtemaet ’Gentænk Demokrati’
Følg med på Facebook.