Ugens projekt – RETHINK Folk Music (Skanderborg)

RETHINK Folk Music vil gentænke det traditionelle og påvise og skabe en fælles europæisk identitet. Projektet har rødder i Skanderborg og er et samarbejde mellem museer og musik- og kulturskoler i syv kommuner i Region Midtjylland. Og der er allerede etableret internationale samarbejder i lettiske Riga og svenske Umeå, der begge er Europæiske Kulturhovedstæder i 2014.

Folkemusikken har efterhånden mange, mange hundrede år på bagen. I den sammenhæng er fem år måske ikke så meget, men i projektsammenhæng er det en lidt anden snak. Og for fem år siden var Julie Heebøll Clausen, der til daglig er Kulturskolechef på Skanderborg Kulturskole og projektansvarlig for RETHINK Folk Music, til et møde i Kulturring Østjylland sammen med kolleger fra Favrskov, Norddjurs, Odder, Samsø, og Syddjurs. 

Den dag besluttede hun sig for at gentænke sin egen mødekultur og netværke med folk fra andre kulturelle felter end sit eget. Derfor faldt hun i snak med nogle af de deltagende museumsfolk for at høre mere om deres udfordringer. Et af museernes problemer var, at de havde svært ved at tiltrække de unge, og det er netop det alderssegment, som musik- og kulturskolerne har allerflest af. 

Ideen til et projekt var født, hvor to typer kulturinstitutioner sammen skaber synergier og påviser den identitetsskabende virkning, som folkemusikken kan have på mennesker

En arkæologisk undersøgelse
Folkemusikken i Danmark er spillevende, og blandt børn og unge er der en voksende interesse for den musik, der bygger på traditioner og vores fælles rødder. 

Museerne rundt i regionen ligger inde med en kæmpe velbevaret nationalskat af folkemusikalsk nodemateriale, og det er dette repertoire, der nu bliver støvet af, når RETHINK Folk Music sender elever fra musikskolerne ud for at ’forske’ som musikarkæologer i deres eget lokalområde. Idéen er at åbne de unges øjne for deres egen kulturarv og sætte den i en nutidig ramme.

”De traditionelle melodier og sange tilhører os alle, men det er langt fra alle, der ved hvor stort et repertoire, vi rent faktisk har. Med RETHINK Folk Music får eleverne hjælp til at dykke ned i museernes arkiver og samlinger. De melodier og sange, de finder frem til, skal de både spille og arrangere. På den måde får de unge en fornemmelse for deres egen kulturarv, ligesom det også giver museerne en mulighed for at formidle den del af historien på en levende måde,” siger Julie Heebøll Clausen.

Ud over samarbejdet med museerne plantes folkemusikken også i byrummet for at levendegøre og legemliggøre en kultur, som mange stadig har til gode at opleve på egen krop. Håbet er, at koncerterne vil medvirke til at skabe borgerinvolvering og styrke den lokale identitet. 

Fælles europæisk identitet
Men folkemusik er ikke kun et lokalt, regionalt eller nationalt anliggende. Slet ikke. Musikken er måske nok præget af det enkelte sted, men musikken er ofte importeret eller eksporteret og det nationale og internationale kan ikke skilles ad. Så når man taler om vores fælles kultur og vores fælles rødder, taler man i virkeligheden om vores fælles europæiske kulturelle ophav. 

RETHINK Folk Music har som nævnt allerede spirende samarbejder i kulturhovedstæderne Riga og Umeå, men projektet afsøger også andre steder i Europa, hvor der er mulighed for at samarbejde med kulturskoler. Et af projektets hovedtanker er, at der skal være internationale camps, men endnu ved man ikke hvor, hvornår eller hvor mange camps der bliver tale om. Julie Heebøll Clausen uddyber:

”I folkemusikken har man altid fundet musikalsk inspiration på tværs af landegrænserne. Vi er allerede godt i gang med at facilitere en række internationale samarbejder, som har til hensigt at styrke en fælleseuropæisk identitetsfølelse gennem folkemusikken. Vi ønsker, at vores elever får mulighed for at opleve andre landes folkemusik,” fortæller Julie Heebøll Clausen.

Fakta:
• RETHINK Folk Music er støttet af Fonden Aarhus 2017 og ROSA – Dansk Rock Samråd. Projektet er et samarbejde mellem museer og musik- og kulturskoler i 7 kommuner – Struer, Holstebro, Herning, Viborg,  Silkeborg, Skanderborg, Aarhus (i form af Musikskolen Laura).
• Projektet starter op i løbet af januar med lokale workshops i Region Midtjylland. I løbet af foråret vil der desuden blive arrangeret en række events, hvor eleverne prøver materialet af på hinanden.
• 23.-25. januar er der VinterFolk 2015. Et stævne for musikskole-elever, MGK'ere og alle andre mellem 12 og 25 år, der er interesserede i at spille folkemusik. Læs mere her.
• Du kan følge projektet på Facebook.
• RETHINK Folk Music har oprettet to spillelister på Spotify. En til om Dagen og en til om Natten.