DR har mandag premiere på sin første podwalk, hvor man kan komme på en nervepirrende gåtur rundt i Aarhus midtby.
Aarhus bliver en smule mere uhyggelig fra denne uge – i hvert fald for dem, der kaster sig over DR Radio Dramas nyeste tilbud, podwalken ’Tryk play for mord’. Det er første gang, DR lancerer en podwalk og dermed inviterer lytterne på en nervepirrende gåtur i byen, der ellers i en årrække har kaldt sig selv ”Smilets by”.
Podwalken fungerer på den måde, at man skal downloade appen ’Podwalk’ på sin smartphone. Via såkaldt GPS-tracking - og med høretelefoner på - bliver man så guidet rundt i Aarhus’ gyder og stræder, hvor uhyggen mildest talt breder sig på de steder, hvor pod-gængerne kommer frem.
Handlingen i ’Tryk play for mord’ er den, at Simone Ventrigada bliver fundet myrdet i en snæver baggyde i Aarhus midtby. Hun er stranguleret med noget lyserødt polyesterlignende materiale. Der er ingen vidner, men meget hurtigt er der en oplagt mistænkt.
Lytteren følges med den unge journalistpraktikant Esther Sognklø. Hun identificerer sig med den myrdede Simone, og da hun opdager, at den mistænkte er hendes ekskæreste Max, sætter hun alt ind for at bevise hans uskyld.
Finn Nørbygaard er fortællerstemmen i ’Tryk play for mord’, mens de medvirkende er skuespillerne Signe Egholm, Casper Sloth, Karen-Lise Mynster, Maria Rich, Bjarne Henriksen, Rosalinde Mynster, Nicolaj Kopernikus, Joachim Jepsen, Morten Rose og Thomas W. Gabrielsson. Forfatteren bag historien er Christian Gamst Miller Harris, som også har skrevet dramaserien ’Dicte’ til TV 2, mens Kræsten Kusk har instrueret. Han har tidligere instrueret ’Scandinavian Star’ for DR Radio Drama.
Også introduktion til subkulturer
”DR Radio Drama gør det, fordi vi synes, det er en sjov måde at bruge den nye teknologi på. Samtidig er det en god måde at lære Aarhus at kende på – også de mere ukendte gyder og stræder i byen, og det har vi gerne villet bidrage med i et år, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad,” forklarer Mette Kruse, der er leder af DR Radio Drama.
Den myrdede Simone færdedes blandt cosplayere, som klæder sig ud og optræder som en specifik figur. Det kan for eksempel være fra den japanske tegneseriestil manga og anime, videospil og tegneserier i øvrigt. Journalistpraktikant Esther drages ind i den verden i sin jagt på svar.
”For lytteren er det en sjov måde – både at blive introduceret til byen og til subkulturer og parallelle verdener, der findes. Ved at det foregår på de rigtige steder, håber vi, lytterne lever sig godt ind i historien, og vi glæder vi os meget til at prøve det af. Podwalken varer fem kvarter og fører lytteren igennem den indre by i Aarhus med byens rum som aktiv medspiller,” forklarer Mette Kruse.
Autentisk Aarhus-lyd
DR Radio Drama har forsøgt at gøre podwalken så autentisk som mulig. Skuespillerne, der medvirker, er enten selv fra området eller gode til at ramme den lokale dialekt, og by-lyden i podwalken – der i radio-fagsprog hedder ambiancelyd, er optaget i Aarhus.
”Derudover består musikdelen også af gamle Aarhus-sange af Thomas Helmig og Peter A. G. Nielsen, men genindspillet i dystre molversioner af lyddesigner Signe Mansdotter,” forklarer Mette Kruse.
Hvis man for eksempel bor i Nexø eller Nordborg, og ikke lige kommer forbi Aarhus i nær fremtid, behøver man nu ikke gå glip af ’Tryk play for mord’ alligevel.
En uge efter premieren på podwalken lancerer DR ligeledes ’Tryk play for mord’ som ”almindelig podcast”. Den kan hentes via dr.dk/podcast, så man i stedet kan følge mordgåden hjemme i egen sofa.
”Det er samme historie, men to forskellige måder, vi har redigeret den på, og bliver det en succes, vil jeg bestemt ikke afvise, at vi prøver mere af på den front i den næste tid. DR Radio Drama er et digitalt medie i forvejen, så selvfølgelig skal vi teste alle nye muligheder at fortælle en historie på,” siger Mette Kruse.
Find appen podwalk i din app store og søg på tryk play for mord.
Foto: Billedet er fiktion. Fotograf: Andreas Bang Kirkegaard
Se kort over ruten her.