Stor fuldmånebegivenhed bevæger Region Midtjylland

Når Aarhus 2017-begivenheden Move For Life indtager Region Midtjylland den 4.-5. november 2017, har borgere fra hele regionen mulighed for at deltage i mere end 180 lokale motions- og bevægelsesevents.

November er traditionelt kendt som en mørk måned, men der bliver masser af liv, lys og farver i weekenden den 4.-5. november, når Aarhus 2017-begivenheden Move For Life indtager hele Region Midtjylland med masser af lokale events, der på hver sin måde kobler foreningsliv, kultur og oplevelser.

”Move For Life er Danmarks smukkeste og mest bevægende fuldmånedøgn, der gentænker motion og bevægelse gennem mere end 180 idrætsevents. Det er et regionalt DGI-projekt, som har til formål at gentænke måden, vi er aktive på, mens vi bevæger hele regionen samtidigt,” udtaler Simon Knoblauch, projektleder på Move For Life.

Projektet præsenterer og udvikler de mange lokale eksisterende idræts- og bevægelsesmuligheder og skaber en række nytænkende events gennem gensidig udfordring og inspiration af idræts- og kulturverdenen i en stor samlet idrætsfestival, der finder sted på samme tid. Der er for nuværende mere end 180 events planlagt fra Ringkøbing i Vestjylland til Ebeltoft i Østjylland, og der arbejdes hele tiden på at føje flere til bevægelsespaletten. Fælles for de fleste events er, at alle – små som store – kan være med.

”Idræt er en vigtig del af vores kultur. Derfor er Move For Life en invitation til alle om at deltage i udfordrende og sjove aktiviteter. Det bliver to store døgn, hvor vi sammen bevæger hele Region Midtjylland, mens vi gentænker motion, sport, idræt og hele foreningslivet omkring disse vigtige områder,” siger Rebecca Matthews, administrerende direktør i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Aarhusianerne kan glæde sig til blandt andet at prøve kræfter med Beachvolley Winter Edition i lysende sne og aftenløb rundt i byen under navnet ’Orbiloc NightLIGHT Experience’, mens vestjyderne kan komme på vandretur fra Bovbjerg Fyr til Trans Kirke med historiske fortællinger, fællessang og måneskinssuppe. Der er med andre ord noget for alle.

Move For Life udfordrer det traditionelle foreningsliv
Som titlerne på eventsne herover afslører, er det ikke just de traditionelle foreningsaktiviteter, som er på programmet. Move For Life har nemlig gjort en dyd ud af at udfordre foreningerne på, hvordan de arbejder med at markedsføre deres aktiviteter.

”Events bliver en større del af idrætsbilledet i disse år – ikke mindst i forhold til at rekruttere nye foreningsmedlemmer. Det ønsker vi at sætte fokus på gennem Move For Life, mens vi gentænker, hvordan vi dyrker idræt sammen i foreningslivet,” påpeger Simon Knoblauch. Han fortsætter:

”Vi ser en tendens til nye og mere uforpligtende fællesskaber, hvor udøverne organiserer sig gratis via de sociale medier. Det er vi nødt til at forholde os til som landsdækkende idrætsorganisation, og det er foreningerne lokalt også nødt til at forholde sig til. Derfor vender vi det hele lidt på hovedet i 24 timer, hvor vi tænker i helt nye og anderledes baner sammen med en masse lokale foreninger, og vi glæder os sammen med dem til at tage imod deltagerne til de mange forskellige events,” slutter han.

Fakta:
Move For Life er en fuldmånebegivenhed i forbindelse med Aarhus 2017. Begivenheden afholdes og arrangeres af DGI i samarbejde med kommuner, foreninger og kulturaktører i Region Midtjylland. Projektet er støttet med midler fra Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

- Løber af stablen den 4.-5. november 2017
- Bevæger store dele af Region Midtjylland – 13 af 19 kommuner er med
- Gentænker motion, bevægelse, forenings- og kulturliv
- Sætter fokus på lokale fællesskaber og farverige oplevelser 
- Byder på mere end 180 lokale idrætsevents med gratis deltagelse
- Har målsætning om at aktivere mere end 15.000 borgerne samtidigt

Læs mere og find oversigt over alle events på www.dgi.dk/moveforlife og www.facebook.com/moveforlife2017.