Statens Kunstfond fejrer 50 års musikstøtte i Aarhus

Søndag 16. november indtager modtageren af Nordens største musikpris - Simon Steen-Andersen - sin fødeby Aarhus for at fejre, at Statens Kunstfond gennem 50 år har været en uundværlig støtte for musiklivet i Danmark. Statens Kunstfonds to musikudvalg har bedt festivalen Wundergrund om at stå for fejringen, blandt andet i samarbejde med Aarhus 2017.

Foto: Flora Tosti / LAK 

I samarbejde med Aarhus 2017 og en lang række andre århusianske aktører fyldes Den Gamle By i Aarhus med gode toner, og et kæmpeinstrument af en lydbus fragter efter koncerterne med Kira Skov, Bjørn Svin, Fuzzy, Simon Steen-Andersen & Søren Kjærgaard, Aarhus Musikskole, Århus Sinfonietta og mange flere, publikum til et hemmeligt sted i byen, hvor der vil være dj, drinks og lounge. Alle er inviteret til den storstilede fejring, og entréen er gratis. Vært er DR's Celine Haastrup fra P2 Klassisk og P8 Jazz.

”Aarhus er et helt oplagt sted at fejre Statens Kunstfonds støtte til musiklivet gennem 50 år. Byen har et bankende varmt kulturhjerte, der dirrer af innovative idéer og inspirerende bud på fremtidens kultur og musik, og så ser vi frem til, at Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017,” siger Thorbjørn Tønder Hansen, kunstnerisk leder på Wundergrund festival.

Musikalsk rejse gennem Statens Kunstfonds historie
Søndag 16. november kl. 15.30 åbnes porten til Helsingør Theater i Den Gamle By med et mylder af gode toner for at fejre, at det er 50 år siden, Kunstfonden gav den første hånd til musikken i Danmark. Den københavnske festival for ny, eksperimenterende musik, Wundergrund, er hovedarrangør og bringer den bedste lyd med sig til Aarhus i kølvandet på tre uger med musikalske eksperimenter i København.

Alle er velkomne, der er gratis adgang, og publikum inviteres med på en musikalsk rejse gennem fondens historie, fortalt af de dygtigste musikere og mest talentfulde komponister, der vil inspirere, fascinere, beruse – og mest af alt fejre, at én af dansk kulturlivs vigtigste medspillere, Statens Kunstfond, fylder rundt.

Prisbelønnet performer og komponist til Aarhus
Programmet prydes af blandt andre den nyslåede modtager af Nordisk Råds Musikpris 2014, Simon Steen-Andersen, som selv er født og opvokset i Aarhus.

”Vi er stolte af, at Simon Steen-Andersen har sagt ja til at deltage i fejringen af Statens Kunstfonds 50 års jubilæum, vi glæder os meget til at præsentere én af landets mest interessante og internationalt anerkendte komponister – og så endda i hans egen ��hjemby’, Aarhus!”, siger Thorbjørn Tønder Hansen, kunstnerisk leder på Wundergrund festival.

Simon Steen-Andersen modtog Nordisk Råds Musikpris sidst i oktober i Stockholm. 16. november vender han ’hjem til Aarhus’ for sammen med pianist Søren Kjærgaard at tage publikum med på en legende, improvisatorisk rejse med afsæt i sit originale og medrivende musik- og video værk ’Run Time Error’, som opføres live med joysticks, lyd og unikke videooptagelser af Simon Steen-Andersen selv, der bevæger sig legende gennem en bygning med et håndholdt kamera og en mikrofon, der optager de lyde, han frembringer, når han spiller på radiatorer, stole, borde og reoler.

Fejringen byder både på klassisk, videoværker og elektronisk musik. Det bliver svært ikke at lade sig rive med, når Bjørn Svin og Fuzzy mødes i et elektronisk mekka af lyde og musik, og når Kira Skov indtager scenen med sit band.

Lydbus fragter publikum til dj og drinks
Når de sidste toner klinger ud i Den Gamle By i Aarhus står en dirrende lydbus klar til at sørge for, at festen fortsætter på en hemmeligholdt destination, hvor der vil være mad, drinks, djs og lounge. Lydkunstneren Mads Bech Paluszewski-Hau har installeret mikrofoner på alle bussens dele, som optages under kørslen og mixes sammen til et helt nyt musikværk, alt i mens publikum sidder tilbagelænede med høretelefoner på og lytter til hjulene, der snurrer og bussens rytmer.

Praktisk info
Søndag 16. november kl. 15.30 Helsingør Theater i Den Gamle By, Viborgvej 2, Aarhus
Koncerter kl. 16-18 // Lydbus, dj og drinks kl. 18.00-21.00
Gratis billetter kan reserveres på Billetto.dk eller fås i indgangen på dagen

Medvirkende: Aarhus Sinfonietta // Aarhus Musikskole // Pelle Gudmundsen-Holmgreen // Li-Ying Wu // Søren Kjærgaard & Simon Steen-Andersen // Bjørn Svin & Fuzzy // Kira Skov & band og mange flere ...

Vært: Celine Haastrup (P2 Klassisk og P8 Jazz)

Fejringen er blevet til i samarbejde mellem: Aarhus 2017, Wundergrund festival, Den Gamle By i Aarhus, Aarhus Musikskole, Århus Sinfonietta, AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere, Promus, SPOR festival, mfl. 

Læs mere på www.wundergrund.dk