Med offentliggørelsen af de 5 udvalgte værker i forbindelse med dette års Call for Proposals tilbyder SPOR festival et smugkig på programmet for 2016. Igen i år er Aarhus 2017-projektet SPOR New Music School en integreret del af festivalen.
Fra Sydkorea over Iran til Brasilien – 203 værkforslag fra i alt 44 nationaliteter er tikket ind i løbet af efteråret 2015. Efter et grundigt voteringsarbejde har den internationale jury nu kogt det stærke felt ned til 5 værker, som vil blive realiseret på SPOR festival i Aarhus d. 12 - 15. maj 2016. Fælles for de udvalgte kunstnere er, at de på hver deres ambitiøse vis forholder sig til årets festivaltema - akronymet WYSI(N)WYG (What You See Is (Not) What You Get), hvor forholdet mellem analogt og digitalt liv sættes i fokus.
En vanskelig mordgåde og en invitation til jobsamtale
Den danske lydkunstner og komponist Christian Skjødt bidrager med en ny interaktiv lydinstallation. I Eavesdrops smuglytter hjemmebyggede lasermikrofoner til publikums gøren og laden både i og udenfor udstillingsrummet.
Alessandro Perinis (IT) værk Misheardpedia sætter spørgsmålstegn ved internettets konstruktioner af virkeligheden. Morsomme og tankevækkende uoverensstemmelser opstår,når Wikipedia-tekster maskinoplæses, transskriberes og udgives på ny på sitet misheardpedia.org.
Festivalen gæstes også af de to amerikanske komponister, Natacha Diels og Rama Gottfreid. I Diels værk 35 Degrees iscenesætter ensemble GAME (BE) en række filmtrailere til samme film om en mordgåde. Med Apophänie præsenterer Gottfried en slags dukketeater, hvor fysisk bevægelse, billedprojektion og lyd smelter sammen i en større sanselig forestilling gennem 4 satser .
Sidst inviterer Leo Hofmann (CH) med værket The Reply til jobsamtale mellem en live-performer og videoprojekteret figur. Hofmanns elementære spørgsmål lyder, om der stadig vil være musikopførelser om 15 år og hvordan mon de vil se ud?
SPOR festival 2016 løber af stablen fra d. 12.-15. maj på en lang række venues i hjertet af Aarhus. Festivalens tema og program er udviklet af årets gæstekuratorer Nadar Ensemble (BE) i tæt samarbejde med festivallederne Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen. Under festivalen vil SPOR ud over en lang række koncerter præsentere workshops, performances, udstillinger, seminarer og artist talks. Det endelige program offentliggøres til marts 2016.
Aarhus 2017-projekt del af festivalen
Aarhus 2017 projektet SPOR New Music School vil blive en del af årets festivalprogram ved en koncert på programmet om søndagen. Op til koncerten vil eleverne bl.a. komponere værker, der relaterer sig til årets tema på de workshops, som ligger i festivaldagene. I de 4 dage vi de også blive inviteret med til prøver, mini-seminarer og koncerter, så de både får et indblik i hvordan en større festivalproduktion ser ud, men også så de bliver en del af den.
Læs mere på www.sporfestival.dk, facebook.com/sporfestival eller følg med på twitter.com/SPORfestival og instagram.com/sporfestival.