Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk åbner nu dørene for en udstilling med værker samt workshops af kunstnere fra metropolerne København, Berlin og Hamborg. Storbykunsten skal ud på landet!
Aarhus 2017 er en af støtterne bag udstillingen REaction! – storbykunst på landet, som kan opleves i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk 8.juni – 7. juli.
På udstillingen i Vestjyllands Kunstpavillon viser kunstnerne forskellige projekter og kunstværker, som går i dialog med den moderne storby. Derudover får alle interesserede mulighed for at deltage i workshops, arbejde sammen med kunstnerne og få indblik i storbykulturens nyeste udtryksformer. Alle workshops foregår i parkanlægget ved pavillonen og vil være stedsspecifikke og performative projekter, der relaterer sig til parken som et offentligt rum.
Baggrunden for udstillingen er, at storbyen, siden den opstod i midten af 1800-tallet, har tiltrukket og fascineret kunstnere. Den mulighed, byen tilbyder af sanselighed og visualitet, er op igennem tiderne blevet beskrevet og behandlet flittigt i kunsten. I nyere tid nøjes kunstnerne ikke med blot at beskrive og fortolke det urbane rum, mange kunstnere arbejder direkte med byrummet og kommenterer dermed på byplanlægning, sociale, økonomiske, politiske og historiske forhold eller igangsætter kritiske projekter som involverer forskellige befolkningsgrupper.
De deltagende kunstnere er: Jelka Plate (Berlin), Kerstin Stoll (Berlin), Markus Lohmann (Hamburg), Morten Sørensen (København) og Mette Kit Jensen (København).
Ferniseringen foregår lørdag den 8. juni 2013 kl. 14 – 17.