Byudvikling, biodiversitet, bæredygtig kunst …. og en skraldekage
Det er blot noget af det, deltagerne på bæredygtighedskonferencen Re-Do vil opleve på fredag, når Samsø Energiakademi i samarbejde med Aarhus Universitet og Aarhus 2017 inviterer til bæredygtighedssafari.
Safarien foregår fredag fra kl. 9-12.30. Deltagerne bevæger sig til fods fra Scandic Hotel Aarhus City over Mølleparken ned til Godsbaneområdet. Stadsarkitekt Stephen Willacy vil undervejs fortælle om Aarhus’ udvikling og om byens vækstlag, mens Morten DD Hansen fra Naturhistorisk Museum vil finde eksempler på områdets usædvanligt mangfoldige dyre- og planteliv.
Skraldecafeen, der udelukkende arbejder med kasserede madvarer, stiller op til lejligheden ved Burning Kitchen på Godsbanen og vil servere kaffe til en kage, der er bygget op omkring en 5 kilos chokoladebar, doneret af AGF.
Turen afsluttes på ARoS, der vil fortælle om kunstmuseets ekstraordinære tilgang til bæredygtighed.
Program for bæredygtighedssafarien:
09.00: Scandic Hotel: Opstart – praktisk information v. Peter Christensen, Samsø Energiakademi
09.15: Mølleparken - stadsarkitekt Stephen Willacy fortæller om Aarhus' liveability
09.45: Godsbanens tag - Stephen Willacy fortæller om Aarhus' byudvikling
10.10: Godsbanearealet - rundvisning v. Morten DD om biodiversitet
10.10: Godsbanearealet - Den Grønne Kile, rundvisning v. Christian Juul
10.45: Skraldecafeen - kaffe & kage serveret af Skraldeteam + Sager der Samler
11.15: Afgang mod ARoS
11.25: Ankomst ARoS - Henrik Ochsner fortæller om ARoS og bæredygtigheden