Plant et lys i efterårsmørket

Natur og kultur smelter sammen i Væksthusene. Hver aften fra 1. november til 9. december kan man opleve den interaktive lysinstallation Plant et lys på Væksthusenes tropiske kuppel i anledning af kulturhovedstadsåret. 

Fra 1. november forvandler Tropehuset sig til installationen Plant et lys, som en lysende hyldest til naturens mangfoldighed. Det er et billede på, hvordan livet konstant udfolder og udvikler sig i naturen. Fødsel og død, vækst, forandringer og forvandlinger.

Finn Borchsenius, fagleder for Væksthusene og prodekan for Science and Technology, Aarhus Universitet:

"Installationen Plant et lys skal minde os om, at vi konstant interagerer med naturen, og at vi kan bruge det samspil til noget positivt. Man kan også tænde et lys og håbe på, at vi mennesker vil formå at redde bare en del af naturens fantastiske mangfoldighed, inden det er for sent. Samtidig er det en interessant og anderledes måde at bruge Væksthusene på. Det er helt oplagt at bruge Tropehuset til det budskab. Det er jo en ikonisk bygning, og gennem installationen Plant et lys bliver en helt ny dimension tilføjet."

Installationen er interaktiv og styret fra Botanisk Have ved hjælp af en lysende søjle, så byens borgere og besøgende selv kan være med til at plante lys, se det brede sig og efterhånden oplive og oplyse hver enkelt celle i Tropehuset.

Morten Lervig, afdelingschef, CAVI, Aarhus Universitet:

"Med Plant et lys går en gammel drøm om at skabe en meningsfuld mediefacade på en af Aarhus´ mest ikoniske bygninger i opfyldelse. Jeg glæder mig til at opleve, hvordan mennesker i Botanisk Have vil lade sig inspirere af vort levende billede af naturen og vil plante et lys for det ønske, de måtte have til fremtiden. På CAVI, Institut for Kultur og Kommunikation, Arts, er vi glade for det gode samarbejde på tværs af universitetet med Væksthusene, Science Museerne, Science og Technology."

Installationen er også med til at markere den officielle afslutning af kulturhovedstadsåret, der finder sted 9. december.

Rebecca Matthews, adm. direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017:

"Ved at plante lys skaber vi sammen en lysende skulptur, der kan ses og opleves fra nær og fjern i byen. Det er smukt og poetisk og er en fantastisk appetitvækker på den store finale for kulturhovedstadsåret 9. december. Jeg glæder mig meget til at opleve lysinstallationen, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de involverede for dette prisværdige initiativ."

Fakta
- Installationen Plant et lys er opstillet på plænen mellem Væksthusene og møllen i Botanisk Have og kan opleves kl. 17-22 i perioden 1. november til 9. december. Slutdatoen er med til at markere den officielle afslutning af kulturhovedstadsåret.
- De besøgende kan interagere med værket ved at røre ved installationen og se, hvordan lyset breder sig til Tropehusets "celler".