Den verdensberømte komponist Philip Glass gæster Musikhuset Aarhus i anledning af kulturhovedstadsåret.
Philip Glass kan 18. november opleves i en eksklusiv koncert, der byder på Glass´ kompositioner for solo-klaver. Værkerne spilles af Glass selv samt gæstepianisterne Anton Batagov, Aaron Diehl og Maki Namekawa. Koncerten afsluttes med verdenspremieren på Glass’ nye værk ’Distant Figure, Passacaglia For Piano’, der er komponeret særligt til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Stykket er skrevet til pianisten Anton Batagov, der fremfører værket på aftenen.
Den 19. november opføres Philip Glass' samlede piano etuder – et mesterværk i moderne musikhistorie – i Musikhuset Aarhus. 16 af etuderne er komponeret i 1990’erne. Efter et årtis pause blev de sidste fire etuder skrevet på bestilling i anledning af Glass’ 75-års fødselsdag i 2012. Pianister til koncerten er danske Tanja Zapolski, russiske Anton Batagov, amerikanske Aaron Diehl og japanske Maki Namekawa.
Begge koncerter er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017s fem dage med Legends i Musikhuset Aarhus. Ud over koncert med den nu 80-årige Philip Glass 18. og 19. november og med Anohni 18. november, viser den amerikanske koreograf og danser Lucinda Childs mesterværket ’Dance’ fra 1979 med musik af Philip Glass og film af Sol LeWitt. Filmoptagelser fra Dance 1979 med kompagniets oprindelige dansere danner baggrund for forestillingen. De vises i perfekt synkronisering med de aktuelle kompagnidansere på scenen, når forestillingen vises 15.-17. november.
”I et år, hvor vi hylder kultur er det naturligt også at fejre legenderne. Jeg glæder mig til at opleve helte og heltinder fra de laboratorier, hvor kunsten foretog kvantespring ind i den fremtid, vi er en del af,” siger Rebecca Matthews, administrerende direktør i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
19. november kan Philip Glass og Lucinda Childs opleves i en samtale om deres kunst, modereret af Linda Brumbach, direktør for Pomegranate Arts i New York. Til dette arrangement vises også filmene Looking Glass (2005) og Lucinda Childs (2006).
De fem dage med Legends er støttet af Købmand Herman Sallings Fond, Knud Højgaards Fond og Pressalit og præsenteret af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Pomegranate Arts, New York.