Om 500 dage kan festen begynde

Med præcis 500 dage igen er nedtællingen for alvor begyndt til åbningsceremonien for Europæisk Kulturhovedstad i Aarhus og Region Midtjylland lørdag 21. januar 2017.

Og med Aarhus 2017-protektor Dronning Margrethe på første parket og et spektakulært åbningsshow omkring den nye havnepromenade ved Dokk1 i Aarhus lover direktør Rebecca Matthews, Fonden Aarhus 2017, en fest af internationale dimensioner, når kulturhovedstaden officielt skydes i gang.

”Vi vil fejre, at Aarhus og Region Midtjylland har udviklet sig til et kulturelt kraftcenter og tage hul på et år, der vil blive en totaloplevelse og inspirere alle vores sanser. Gæster fra både nær og fjern får muligheden for at nyde synet, lyden, smagen, duften og følelsen af vores fantastiske region,” siger Rebecca Matthews, der sammen med sit team er langt fremme med programmet for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Publikum kan i 2017 se frem til et år med kunst i verdensklasse og mere end 300 kulturelle projekter fra kyst-til-kyst udviklet i tæt samarbejde mellem danske og internationale kunstnere.

”Uanset, om man vil opleve musik, teater eller film med førende, danske og internationale kunstnere, deltage i kultur-cykling på tværs af regionen eller nyde regionens gastronomiske mangfoldighed, så vil der være noget for enhver smag i vores program for 2017,” siger Rebecca Matthews.

Aarhus 2017 har allerede offentliggjort mere end en tredjedel af programmet. Det omfatter et meget varieret program. Lige fra en international børnelitteraturfestival, udstillinger med fokus på de syv dødssynder, lyd- og kunstinstallationer, teater, gadekultur, animation, gastronomi og til en international konference om kreativitet med 3000 deltagere. Og Aarhus 2017 samarbejder også med danske og internationale kunstnere som dansk-islandske Olafur Eliasson og filminstruktøren Susanne Bier samt kulturinstitutioner som Pariser Operaens Ballet, Park Avenue Armory i New York og Hay Festival of Literature and the Arts i Wales.

”Vi ser frem til at præsentere flere højdepunkter i vores program i januar 2016, et år før åbningen, og indtil da opfordrer jeg alle til at følge udviklingen i vores aktiviteter på vores nye hjemmeside, aarhus2017.dk,” siger Rebecca Matthews.

Initiativet med Europæisk Kulturhovedstad markerer i år sit 30 års jubilæum som en kæde af fortællinger om europæisk kultur, der nu binder mere end 50 byer sammen.

”Med kun 500 dage igen er alle i Aarhus og Region Midtjylland klar til at blive en del af denne fantastiske fortælling,” siger Rebecca Matthews.