Oh Land vil bade Randers Havn i lyd

Når den gigantiske og magiske forestilling ’Watermusic’ næste år ruller ud i Randers som led i Europæisk Kulturhovedstad 2017, bliver det med den internationale stjerne Oh Land som komponist og performer.

Det sker i en forestilling med 600 medvirkende og i et hav af avanceret lys og 3D projektioner. Statens Kunstfond støtter projektet, sådan at Oh Land, med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius, kan producere ny musik til forestillingen. Den foregår to dage i september 2017.

Vi kender hendes store hits som 'White Nights', 'Speak Out Now', 'Renaissance Girls' og 'Head up High'. Udover at pryde hitlisterne har flere af Oh Lands numre også været musik til succesfulde tv-serier i henholdsvis Danmark og USA. Lige siden debutalbummet ”Fauna”, som udkom i Danmark i 2008, har Oh Land taget verden med storm, med sin egen udgave af electro-pop. Nu får hun en ny rolle i forbindelse med en af de helt store satsninger ved Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Oh Land skal spille havets dronning i den gigantiske forestilling 'Watermusic' og komponere musik og sang til et 350 mands stort kor fra Korby Randers i forbindelse med forestillingen. Rammerne for 'Watermusic' bliver Randers Havn, som to aftener i september 2017 omdannes til et magisk univers af lys og lyd. Her lever truende havvæsner fra dybet, cirkusartister i åndeløs luftakrobatik og både i glidende dans over vandets mørke flade.

”Jeg glæder mig til at være involveret i et projekt af denne størrelse med så mange elementer, der skal spille sammen. Det er et kæmpe projekt, som har de højeste kunstneriske ambitioner på alle fronter. Jeg glæder mig til at skabe musik til denne mytiske og dragende forestilling og være med til at gøre havnen levende,” fortæller Nanna Øland Fabricius.

Udviklingen af 'Watermusic' ledes af Randers EgnsTeater, hvor teaterleder Peter Westphael er begejstret for Oh Lands involvering i den magiske forestilling.

”Hun har et lydunivers, som passer godt til den mytiske fortælling. Oh Land har desuden en evne til at påføre et drømmende lag på sin musik, der efterlader publikum i en henført tilstand. Det samme ønsker vi for oplevelsen af ´Watermusic´,” siger Peter Westphael.

Test og eksperimenter forud for Watermusic 2017
Foruden Oh Land kommer det kunstneriske team bag ’Watermusic’ til at bestå af det internationalt anerkendte engelske dansekompagni Motionhouse. Kompagniet ledes af den britiske instruktør Kevin Finnan, der stod bag koreografien af åbningen til de Paralympiske Lege i London 2012.

Instruktøren kommer til Randers i slutningen af august 2016 for at teste dele af den gigantiske musikdramatiske forestilling. Testene præsenteres i en visning torsdag d. 1. september 2016 kl. 22 på Kulkajen i Randers Havn. Der vil være åbent for tilskuere via porten ved Kulholmsvej kl. 21.

'Watermusic' er støttet af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og er ét ud af de 12 udvalgte ’fuldmåneprojekter’ i det officielle kulturhovedstadsprogram til Europæisk Kulturhovedstad - Aarhus 2017. Forestillingen bliver den til dato største enkeltstående udendørs begivenhed i Randers.

Fakta:
’Watermusic’ er et lokalt samarbejde mellem Randers Egnsteater, Randers Kommune, Randers Eventsekretariat, Randers Havn, Verdo, Korby Randers , Randers Musikskole, Museum Østjylland og diverse sports- og fritidsforeninger.

Følg forberedelserne til den magiske forestilling på: www.facebook.com/watermusicranders