Nu vil alle gentænke

Hvad har Justitsministeren, bilfirmaet Jaguar, Lars Løkke og racerkører Kevin Magnussens rådgiver tilfælles? I løbet af 2015 er de alle fire blevet citeret i pressen i forbindelse med et budskab om at gentænke.

Justitsminister Søren Pind vil gentænke indsatsen for unge, Magnussens rådgiver vil have ham til at gentænke sit brand, Løkke vil have en ekspert til at gentænke udenrigspolitikken og så vil Jaguar gentænke XF’eren. Fra at være tæt på ikkeeksisterende har ordet gentænk nu kæmpet sig frem til journalisternes overskrifter, det almene ordforråd og ydermere en plads i den officielle danske ordbog.

Et ord i udvikling
I mediestrømmen er gentænk blevet et hyppigt anvendt ord, men lige så naturligt som ordet bliver brugt i dag, lige så sjældent blev ordet brugt for bare år tilbage. Fra 2005 til 2009 er gentænk kun anvendt 15 gange i pressen, mens det frem til i dag er blevet brugt 1176 gange. I samme periode er gentænke blevet brugt 9063 gange i eksempelvis artikler og læserbreve.

Let’s Rethink
Det var også i 2008 at Aarhus Kommune påbegyndte processen frem mod titlen som Europæisk Kulturhovedstad. Denne proces viste, at vi står over for en række udfordringer på forskellige niveauer, og forberedelsesprocessen tegnede et tydeligt billede af, at vi har behov for nye løsninger til vores fælles udfordringer – vi er nødt til at gentænke. Derfor blev temaet ”Let’s Rethink”. Og gentænkning er meget mere end et tema, det er en måde at tænke, det er forandring, innovation og nye progressive måder at agere på. Derfor var ambitionen også at gentænk skulle blive så alment brugt, at ordet ville komme i ordbogen, hvilket er en realitet nu, hvor Retskrivningsordbogen, som Dansk Sprognævn står bag, har optaget ordet.

Flere vil være med
Nu vil Ordnet.dk, som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab står bag, også være med. 

”Gentænke er et af de ord, som er ret nemme at gennemskue betydningsmæssigt, og det kan være grunden til, at det ikke findes i vores ordbog endnu, men det er lige så meget en tilfældighed at det ikke findes, da der bestemt ikke er noget i vejen med det,” fortæller ledende redaktør af Ordnet.dk, Lars Trap-Jensen og slutter af med en god nyhed:

”Og nu vil jeg da også benytte lejligheden til at føje gentænke til rækken af ord, som skal redigeres, og som kommer med i vores opdaterede udgave i november.” 

Med under 500 dage til åbningen af hovedstadsåret er gentænk ikke til at komme uden om.