Aarhusianerne skal opleve Nationalpark Mols Bjerge som et sted for dem. Derfor skal deres forhold til parken nu undersøges, så stedet kan gentænkes som en naturlig forlængelse af byrummet.
En halv time fra domkirken i Aarhus ligger Nationalpark Mols Bjerge, men kender aarhusianerne den, bruger de den, og hvad skal der til, for at de vil bruge den fremover? Det er, hvad FO-Aarhus og Nationalpark Mols Bjerge nu sammen skal finde ud af.
Svarene fra folk i Aarhus Kommune afgør, hvilke tiltag der skal sættes i søen. Samtidig er håbet, at flere samarbejder mellem Mols og Aarhus frem mod 2017 vil begynde at blomstre og (gen)forene områderne, som tidligere har været tæt forbundet.