Med en støtte på 10,5 mio. kroner fra Nordea-fonden præsenterer Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 de to enestående projekter My Playground og Aarhus Moves (arbejdstitel).
Med projekterne My Playground og Aarhus Moves (arbejdstitel) inviterer Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 børn og voksne i hele regionen til at udfordre egne grænser gennem leg, dans, bevægelse og fællesskab.
”Begge projekter vil indtage byens rum og invitere til leg og bevægelse for mange på tværs af alder og køn. Takket været det store engagement fra frivillige og foreningsliv vil dansen og legen kunne bidrage til Kulturhovedstad 2017 med synlige og sanselige aktiviteter i øjenhøjde. Bidrag, som inkluderer mennesker, spreder livsglæde og skaber nye fællesskaber – og dermed fint udtrykker Nordea-fondens arbejde for at støtte gode liv,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Aarhus Moves – udendørs dans
Det er den internationalt anerkendte og prisvindende britiske koreograf Wayne McGregor, som står bag projektet Aarhus Moves. Wayne McGregor er blandt andet kendt for sit banebrydende samarbejde med Olafur Eliasson i balletten Tree of Codes samt for at være en af de helt store udviklere af konceptet Community Dances, hvor professionelle dansere og helt almindelige ikke-dansere skaber nye forestillinger sammen. Wayne McGregor er også kendt og anerkendt for den 40 minutter lange performance Big Dance med 1000 deltagere på Trafalgar Square, som han stod i spidsen for som optakt til OL i London i 2012.
I projektet Aarhus Moves vil Wayne McGregor producere en professionel danseforestilling i samarbejde med 200 borgere fra Region Midtjylland samt ti dansere fra Wayne McGregors eget dansekompagni. Forestillingen bliver opført i Aarhus i juni 2017. Herefter vil forestillingen rejse ud i regionen i nye versioner, som skabes i samarbejde med lokale koreografer.
My Playground – fremtidens legeplads
Med projektet My Playground giver Aarhus 2017 et nytænkende og internationalt bud på, hvordan legepladser kan udvikles i fremtiden. Der er tale om en mobil legeplads, som stilles op i udvalgte byer i Region Midtjylland igennem hele 2017. Med legepladsen og My Playground vil Aarhus 2017 bygge videre på den helt unikke danske tradition, hvor børnene stimuleres til at udforske grænserne for kroppens formåen gennem fri leg. Derfor gør My Playground op med de gennemsikrede legepladser, hvor det kreative element er fjernet i sikkerhedens navn. I My Playground inviteres og stimuleres børnene til at udforske deres egne fysiske grænser og kreativitet. Og ved at bruge kroppen på nye måder styrkes deres selvtillid. Som en del af My Playground vil der blive forsket i børns leg og bevægelse.
Bevægelse og leg
”Vi er meget taknemmelige over støtten fra Nordea-fonden. Den giver os mulighed for at realisere to meget væsentlige projekter i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Jeg kan ikke vente med at se, hvordan både Aarhus Moves og My Playground kommer til at inspirere børn og voksne til at genopdage legen og dansen som en fysisk og kreativ aktivitet - og ikke mindst, hvordan disse to projekter kan bidrage til at skabe endnu mere livsglæde og vitalitet i vores byrum. Vi ved, at bevægelse og leg er afgørende for børns udvikling og selvtillid, og Danmark har en stærk og vigtig tradition for at lade børnene udtrykke sig og udforske deres grænser gennem fysisk aktivitet. Det er hele grundlaget for My Playground. På samme måde inviterer vi alle borgere i Region Midtjylland til at komme ud i byen og danse med. Det er utroligt vigtigt, at vi anerkender og fastholder disse traditioner både i 2017 og længe efter vores år som Europæisk Kulturhovedstad. Det vil disse to projekter bidrage til,” siger adm. direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews.
Download pressemeddelelse