De nye kulturturisme oplevelser skal tiltrække besøgende til Midtjylland i anledning af Kulturhovedstadsåret i 2017.
Forberedelserne og turismeudviklingen frem mod kulturhovedstadsprojektet i 2017 er i fuld gang i hele Region Midtjylland. Derfor vakte det også stor interesse, da RETHINK Kulturturisme offentliggjorde, at der var afsat penge til at støtte udviklingen af ti testprojekter med et internationalt sigte.
Aarhus 2017 er partner på projektet, der har til formål at udvikle nye, spændende kulturturisme oplevelser, som vil inspirere kultur- og turismeerhvervet til at nytænke og tiltrække besøgende til Midtjylland i anledning af Kulturhovedstadsåret.
Mange spændende projekter
”Energisafari hvor energi kobles med oplevelser på Samsø og i Skive”, ”midtjysk kulturpakke til erhvervsturister” samt ”turismeaktiviteter i fodsporene på TV serien Dicte i Aarhus” er blandt de ti nytænkende projekter, som hver har fået et sekscifret beløb til udviklingen.
”Vi har nøje gennemgået alle ansøgningerne og er meget imponerede over de mange meget spændende projekter”, fortæller Jens Hausted, direktør i Midtjysk Turisme. ”De vidner om stor kreativitet og nytænkning i turismeerhvervet i Region Midtjylland. Det glæder mig også at se, at en del af de bekrevne projekter har foranlediget nye samarbejder mellem destinationerne på tværs af regionen.”
I alt tredive meget forskellige projekter fra hele Region Midtjylland har søgt om at blive testprojekt, så spændingen var stor, da det fredag formiddag blev afsløret, hvem styregruppen havde udvalgt.
Rebecca Matthews, adm. direktør for Fonden Aarhus 2017 uddyber udvælgelsen: ”Vi har prioriteret de kulturturisme-projekter, der er i stand til at opsamle og dele viden fra testperioden til brug for vores forberedelser op til 2017. Vi ved fra andre europæiske kulturhovedstæder, at det er vigtigt at være i god tid og få skabt og delt best practice med alle aktører. Derfor er vi gået i gang nu."
Fremtidige planer
De udvalgte projekter går en spændende tid i møde. I det kommende halve år får de fagkonsulenter og en personlig proceskonsulent, som hjælper dem med udviklingen. Denne proces bliver også delt med de øvrige deltagere, som har deltaget i forløbet i efteråret 2013. Resultaterne og erfaringerne bliver præsenteret på en stor konference den 1. oktober i Aarhus. Denne dag kan kultur- og turismeerhvervet hente inspiration til selv at udvikle nye tiltag, som kan tiltrække gæster til Midtjylland. I den kommende tid vil der blive skabt et fælles afsæt til større projekter, så erhvervet er klar til år 2017, hvor Region Midtjylland med Aarhus i spidsen er Europæisk Kulturhovedstad.
Se nærmere beskrivelse af de ti udvalgte testprojekter og læs mere om RETHINK Kulturturisme og de kommende projekter på www.kulturturisme.dk
Yderligere oplysninger fås hos:
Direktør Jens Hausted,
Midtjysk Turisme,
tlf. 23 32 90 09,
jha@midtjyskturisme.com
Projektleder Dagmar Brendstrup,
RETHINK Kulturturisme,
tlf. 23 23 52 54,
dbr@midtjyskturisme.com