I forbindelse med den officielle åbning af DOKK1 lørdag 20. juni og søndag 21. juni er der mulighed for at møde Aarhus 2017 og blive klogere på den Europæiske Kulturhovedstad.
Aarhus’ nye multimediehus DOKK1 åbner lørdag 20. juni. Protektor for Aarhus 2017, Hendes Majestæt Dronningen, åbner huset kl. 11, hvorefter det er åbent for offentligheden. Både lørdag og søndag byder på et program, der summer af aktiviteter, hvilket giver byens borgere et indtryk af husets mange funktioner og muligheder.
Borgerne kan blandt andet møde sekretariatet bag Aarhus 2017 og en række af kulturhovedstadens frivillige – vores Rethinkers – der står klar til at fortælle nysgerrige om, hvad man kan forvente af kulturhovedstadsåret i 2017. Frem til og med 2017 er DOKK1 hjemsted for kulturhovedstadens sekretariat, og det glæder administrerende direktør Rebecca Matthews:
”Vi er begejstrede for at være en del af DOKK1. Det er et hus, der vil vibrere af liv og kultur. DOKK1 er en arkitektonisk perle, der ligger i meget inspirerende omgivelser i Aarhus Ø. Det er et område, der kommer til at gennemgå en rivende udvikling og gentænkning frem mod kulturhovedstadsåret i 2017. Derfor er DOKK1 en perfekt ramme for det daglige arbejde i sekretariatet,” siger Rebecca Matthews.
Aktiviteterne foregår i et lindt flow og er skabt af frivillige, samarbejdspartnere og foreninger i Aarhus. Udover at kunne møde Aarhus 2017 bliver det blandt andet muligt at lege med programmering sammen med Coding Pirates, nyde de dejlige toner fra Aarhus Jazz Orchestra, blive begejstret af Filurens teater, høre Musikskolen give den gas, blive Vild Med Ord, høre oplæsninger, møde Myremanden og meget mere.